Ombudsmanden har i en sag henstillet, at en myndighed bør anse en ansøger for at være part i sagen, selvom en kommune på vegne af borgeren har ansøgt en anden myndighed om støtteforanstaltning. Borgeren er efter ombudsmandens opfattelse den primære adressat. Ombudsmanden udtalte:

”Udgangspunktet er, at offentlige myndigheder ikke har forvaltningsretlig partsstatus i de sager, de som myndigheder beskæftiger sig med.

Den omstændighed, at den handicappede skal indgive ansøgning via sin kommune, giver ikke i sig selv kommunen partsstatus, herunder adgang til at klage over et afslag på ansøgningen.

Opretholdelsen af dette udgangspunkt i handicapsager understøttes tillige af, at det er den handicappede, der er klageberettiget.

Det forekommer mig derfor at være problematisk, at kommunen gøres til adressat for Familiedirektoratets (Departementet for Sociale Anliggenders) afgørelser af indstillinger fra kommunerne om at yde hjælp til handicappede, idet kommunen herved overlades ansvaret for at videreformidle afgørelsen og dens begrundelse og – ved afslag – vejledning om klageadgangen til den handicappede.

[…]

Jeg henstiller derfor, at Departementet for Sociale Anliggender indtil videre stiler sine afgørelser til den handicappede som primær adressat, og at departementet i øvrigt sørger for, at inddragelse af den handicappede i sagsbehandlingen, eksempelvis gennem partshøring, sker ved direkte henvendelse til den handicappede.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.6)

Ombudsmanden har tilkendegivet, at afgørelser om løntilbagehold skal sendes til sagens part. Ombudsmanden udtalte:

”Jeg bemærker supplerende, at den borger, hvis gæld inddrives ved løntilbageholdelse, er part i sagen om løntilbageholdelsespålægget, idet afgørelsen om at iværksætte løntilbageholdelse hviler på en konstatering af, at borgeren ikke har overholdt betalingspligten.” (Ombudsmandens udtalelse 2008-5.9.4)

Ombudsmanden har henstillet, at en myndighed sender en afgørelse til ansøgeren frem for at sende afgørelsen til en anden myndighed. Ombudsmanden udtalte:

”Det forekommer mig derfor problematisk, at den daværende styrelse har adresseret sin afgørelse om ansøgning om erhvervsjagtbevis til kommunen.

Styrelsen burde have adresseret sine afgørelser til A, der har partsstatus i denne sag og ikke til kommunekontoret i K By.

Jeg henstiller derfor til, at Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug for eftertiden stiler sine afgørelser til den pågældende ansøger, som primær adressat.” (Ombudsmandens udtalelse 2012-5.5)

Ombudsmanden har endvidere tilkendegivet, at løntræk og udlæg skal sendes til afgørelsens adressat, men også andre parter i sagen, som afgørelsen vedrører. Ombudsmanden udtalte:

"Uanset der ikke er fastsat regler herom, følger det imidlertid efter min opfattelse af almindelige regler om god forvaltningsskik, at en beslutning om at søge et beløb inddrevet ved løntræk eller udlæg normalt bør meddeles ikke alene afgørelsens adressat, men tillige andre parter i sagen, som afgørelsen berører.” (Ombudsmandens udtalelse 1998-64.1)

Ombudsmanden har henstillet, at en myndighed sender en afgørelse til sagens part. Ombudsmanden udtalte:

”En afgørelse skal meddeles til dens adressat og til eventuelle andre parter i sagen, og afgørelsen skal normalt meddeles direkte til parten.

 En afgørelse bør derfor f.eks. ikke sendes til en anden offentlig myndighed med henblik på, at denne anden myndighed videresender afgørelsen til parten. Dette gælder også selvom den anden offentlige myndighed måtte have en interesse i at blive gjort bekendt med den trufne afgørelse.

Såfremt parten har valgt at lade sig repræsentere ved en anden, fraviges ovenstående dog, idet afgørelsen i sådanne situationer skal meddeles til partsrepræsentanten.

For så vidt angår A’s sag, er han som ansøger om eftergivelse af gæld adressat for den afgørelse, der træffes herom, hvorfor afgørelsen som udgangspunkt skulle have været meddelt direkte til ham.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-4.2)

Ombudsmanden har givet udtryk for, at partsbegrebet omfatter personer, der har en væsentlig, retlig og individuel interesse i en sags udfald. Ombudsmanden udtalte:

”Kort sagt så er det almindeligt antaget i den juridiske litteratur, at partsbegrebet omfatter personer, der har en væsentlig, retlig relevant og individuel interesse i en sags afgørelse. Det kan f.eks. være en afgørelses adressat.

Børn og unge under 18 år er parter i sager, der vedrører dem, på samme måde som voksne. Herudover kan forældre have partsstatus i sager om deres børn. Både barnet og forældremyndighedsindehaveren er således parter i sager om børn, der anbringes uden for hjemmet.

Men det forhold, at et barn er part i en sag, betyder ikke automatisk, at barnet selv kan udøve sine partsbeføjelser. I den juridiske litteratur omtales dette nogle gange som et spørgsmål om, hvorvidt barnet har partshabilitet. Kun når barnet er partshabil, kan barnet udøve sine partsbeføjelser.

[…]

Derfor kan forældremyndighedsindehaveren som udgangspunkt repræsentere barnet og udøve barnets partsbeføjelser. Dette får betydning for reglerne om meddelelse af afgørelser, idet afgørelser om børn ikke skal meddeles børnene personligt, men i stedet skal meddeles forældremyndighedsindehaveren, så længe børnene ikke har partshabilitet.

Men børn, der har den fornødne modenhed, kan alligevel blive anset for at være partshabile. Det er i hvert fald antaget i den nyere, danske juridiske litteratur. Niels Fenger har formuleret det sådan, at ”[…] børn, der er fyldt 15 år, som udgangspunkt vil være partshabile uanset, at de er umyndige”, og at ”børn under denne alder efter en konkret bedømmelse kan anses for partshabile.” Jon Andersen skriver, at ”[…] unge, der er fyldt 15 år, i almindelighed er habile til at optræde som part. Og børn på 12 år og endnu yngre kan anerkendes som partshabile.

[…]

Det kan fremgå direkte af lovgivningen, at børn kan udøve visse partsbeføjelser. Det fremgår således af børnestøttelovens § 60, stk. 2, at børn er klageberettigede i deres egne sager i afgørelser truffet efter loven. Dette vil således også omfatte en afgørelse om hjemgivelse eller afslag på hjemgivelse.

 […]

Det forhold, at det fremgår af de almindelige bemærkninger til børnestøtteloven, at børn kan klage over afgørelser efter børnestøtteloven på samme måde som voksne, betyder efter min opfattelse, at alle børn har partshabilitet i afgørelser, der træffes efter loven.

Derfor vil en afgørelse om hjemgivelse eller afslag på hjemgivelse, som udgangspunkt skulle meddeles til det barn, som afgørelsen vedrører.

Efter min opfattelse, er der dog også argumenter, der taler for, at dette ikke gælder undtagelsesfrit. Børn under en vis alder vil således være for små til at kunne udnytte deres partshabilitet.

Det fremgår da også af de specielle bemærkninger til børnestøttelovens § 60, stk. 2, der er citeret ovenfor, at bestemmelsens udgangspunkt er, at alle børn uanset alder kan klage.

Jeg er i den forbindelse opmærksom på, at det ikke fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne, om bestemmelsens udgangspunkt kan fraviges. I stedet følges ovenstående bemærkninger om bestemmelsens udgangspunkt af, at kommunerne sikre, at der foretages en konkret, individuel vurdering i hver enkelt sag, om hvorvidt barnet er modent nok til at forstå konsekvenserne af en klagesag, og at kommunen på den baggrund skal tilpasse den klagevejledning, som kommunen giver barnet.

Jeg forstår det sådan, at børn har partshabilitet i sager, der behandles efter børnestøtteloven – men at kommunerne skal tilpasse sagsbehandlingen efter alderen på det anbragte barn.

[…]

Det forhold, at et barn anses for at have partshabilitet, ændrer i øvrigt ikke ved, at indehaveren af forældremyndigheden fortsat har ret til at udøve barnets partsbeføjelser.

Myndigheden skal derfor respektere begge udøvere af partsbeføjelserne, medmindre der i loven er hjemmel til at afskære den ene part. Myndigheden må indrette sagsbehandlingen herefter, f.eks. ved at myndigheden meddeler afgørelser til både barnet og forældremyndighedsindehaveren.

[…]

Det forhold, at et barn har partshabilitet, betyder ikke i sig selv, at forældremyndighedsindehaveren ophører med at varetage barnets interesser. Jeg henviser til afsnit 5.1.3.2 ovenfor. Hertil kommer, at forældremyndighedsindehaveren selv er part i sager om anbringelse og hjemgivelse af børn.

Derfor skulle den tidligere Qaasuitsup Kommunia efter min opfattelse også af egen drift have meddelt en skriftlig afgørelse om afslag på hjemgivelse til indehaverne af forældremyndigheden.

[…]

Avannaata Kommunia skulle derfor have meddelt B5 en skriftlig afgørelse, hvis kommunen vurderede, at hun var moden nok til at være partshabil. B5 var 4 år gammel, da Avannaata Kommunia traf afgørelse om hjemgivelse. Med henvisning til B5’s alder og mine bemærkninger under afsnit 5.1.3 finder jeg ikke, at jeg har grundlag for at konkludere, at kommunen burde have meddelt B5 en afgørelse om hjemgivelse.

[…]

Ud fra de oplysninger, som mine medarbejdere modtog under møderne med Avannaata Kommunia i B By, forstår jeg det sådan, at den mundtlige meddelelse af afgørelsen til børnene er et udtryk for den almindelige fremgangsmåde, som forvaltningen anvender i sådanne sager, og ikke et resultat af en konkret og individuel vurdering af børnenes modenhed eller partshabilitet.

Efter min opfattelse burde Avannaata Kommunia have meddelt B2, B3 og B4 hver en individuel, skriftlig afgørelse om hjemgivelsen.” (Ombudsmandens udtalelse 2020-5)

Ombudsmanden har i en sag under henvisning til den dagældende lovgivning tilkendegivet, at plejeforældre ikke er parter i sagen vedrørende plejebarnet. Ombudsmanden udtalte:

”Som det fremgår ovenfor af afsnit 3.1 har lovgiver med henvisning til, at plejefamilien ikke er part i sagen vedrørende plejebarnet, vedtaget børn og unge-forordningens § 28, stk. 1, for at sikre, at plejefamilien bliver hørt, inden kommunen træffer beslutning om hjemgivelse af barnet. Hjemkommunen har en pligt til at indhente en udtalelse fra opholdskommunen, som skal bidrage til sagens oplysning, da det er opholdskommunen, som har tilsynet med plejefamilien, herunder tilsynet med hvordan plejefamilien varetager sin opgave.” (Ombudsmandens udtalelse 2017-5.2)

Ombudsmanden har givet udtryk for, at plejeforældre kan være part i sagen, og at myndigheder skal forholde sig til, hvorvidt plejeforældre anses som parter. Ombudsmanden udtalte:

”Det er min opfattelse, at A som plejefar havde en tilstrækkelig interesse i afgørelsen om feriefrirejse til plejebarnets juleferie til at være part i sagen og derved klageberettiget. Imidlertid blev A afskåret fra at udnytte sin klageadgang, da socialforvaltningen afviste hans klage. Jeg finder dette forhold yderst kritisabelt.” (Ombudsmandens udtalelse 1998-04.6)

Ombudsmanden har redegjort for, hvornår en medarbejder skal tillægges partsrettigheder i forbindelse med personalebeslutninger over for den pågældende medarbejder. Ombudsmanden udtalte:

”Jeg bemærker dernæst, at en overordnet myndighed i almindelighed kan kræve oplysninger og forklaringer af en underordnet myndighed som led i den overordnede myndigheds styringsbeføjelser, og den overordnede myndighed i den forbindelse kan indkalde den underordnede myndigheds personale til møder.

Den underordnede myndighed og dens personale kan herved i almindelighed ikke stille krav om, at den overordnede myndighed begrunder sine ønsker nærmere, idet den underordnede myndighed som hovedregel ikke kan anses som part i en sådan sag.

Såfremt ønsket om oplysninger eller forklaringer imidlertid har til formål at vurdere, om der skal træffes bebyrdende personalebeslutninger over for enkelte ansatte, gælder de forvaltningsretlige regler om partsbeføjelser, herunder principperne for god forvaltningsskik i forhold til sagens parter.

En myndigheds beslutning om at undersøge en klage over en offentligt ansat udløser ikke i sig selv partsrettigheder for den ansatte. Hvis klagen derimod giver anledning til at søge fastslået, om der er grundlag for at træffe foranstaltninger af disciplinær eller diskretionær karakter overfor den ansatte, vil den pågældende opnå partsrettigheder i sagen. Tilsvarende må gælde, når en myndighed på andet grundlag end en klage indleder en undersøgelse af et forhold, som kan resultere i bebyrdende afgørelser i forhold til den ansatte.

[…]

Det er, som jeg også har gjort rede for ovenfor i udtalelsens del 1.2.2, min opfattelse, at den disciplinære samtale både havde til formål at afklare styringsmæssige forhold vedrørende [institutionens] økonomi, hvilket ikke har kunnet give anledning til at tillægge A partsrettigheder samt mere personrettede spørgsmål.

Jeg finder således, at der har været grundlag for at tillægge A forvaltningsretlige partsrettigheder allerede i tilknytning til afholdelsen af den tjenstlige samtale.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.8)

Ombudsmanden har også tilkendegivet, hvornår en offentligt ansat skal tillægges partsrettigheder. Ombudsmanden udtalte:

”Det forhold, at en myndighed modtager en klage over en offentligt ansat, indebærer ikke i sig selv, at den pågældende ansatte bliver part i sagen. Kun såfremt en klage giver anledning til selvstændigt at søge fastslået, om der er grundlag for at træffe disciplinære foranstaltninger over for den ansatte, vil den pågældende ansatte skulle tillægges partsrettigheder” (Ombudsmandens udtalelse 2006-3.1)

Ombudsmanden har tilkendegivet, at personer, der indgiver en underretning om muligt omsorgssvigt, ikke bliver parter i sagen. Ombudsmanden udtalte:

”I en sag klagede en borger over, at en kommune ikke havde besvaret hans henvendelse om mistanke om omsorgssvigt. Jeg udtalte, at man som underretter i en sag om mistanke om omsorgssvigt ikke bliver part i sagen og ikke har ret til underretning om sagens videre forløb. Jeg kritiserede dog kommunen for ikke at have givet borgeren en skriftlig bekræftelse på modtagelsen af anmeldelsen.”  (Ombudsmandens udtalelse 2006-3.3)