Inhabilitet i forvaltningen
1. Hvad betyder det at være inhabil?
At være inhabil betyder kort sagt, at der ud fra en generel betragtning er en formodning for, at en konkret sagsbehandler ikke vil kunne behandle en sag uvildigt. Det kan være fordi, at sagsbehandleren f.eks. har en personlig eller økonomisk interesse i, at sagen afgøres på en bestemt måde.
2. Hvad er formålet med reglerne?
Du kan finde reglerne om inhabilitet i sagsbehandlingslovens kapitel 2 (§§ 3-6).
Formålet med reglerne om inhabilitet er at medvirke til, at myndighederne ikke blot træffer korrekte afgørelser, men at borgerne også kan have tillid til, at myndighederne altid handler sagligt/objektivt og korrekt.
I en sag udtalte ombudsmanden, at en borger, som modtager et brev fra en offentlig myndighed, skal have mulighed for at kontrollere, om den der har behandlet sagen har været inhabil. Derfor er det vigtigt, at breve fra offentlige myndigheder indeholder trykt navn og underskrift. (Ombudsmandens udtalelse 2022-3)
Dette mente ombudsmanden ligeledes i en anden sag. Her udtalte ombudsmanden at også redegørelser, notater og lign. bør indeholde navn på den som har udarbejdet dokumentet. Det er fordi, der skal være mulighed for at kontrollere inhabilitet, mulighed for at placere et ansvar for fejl, og fordi det sikrer mod fejl og forfalskning. (Ombudsmandens udtalelse 2008-5.6.1.)
3. De forskellige former for inhabilitet
De forskellige former for inhabilitet findes i sagsbehandlingslovens § 3, stk. 1. De kan overordnet inddeles i følgende kategorier:
A. Parts- eller repræsentationsinhabilitet (§ 3, stk. 1, nr. 1)
Her har en sagsbehandler en personlig eller økonomisk interesse i sagens afgørelse. Sagsbehandleren kan også være (eller have været) repræsentant for en, som har sådan en interesse.
B. Slægtskabsinhabilitet (3, stk. 1, nr. 2)
Her har sagsbehandlerens nære familie særlige personlige eller økonomiske interesser i sagens afgørelse. Det kan f.eks. være sagsbehandlerens ægtefælle, forældre eller søskende. Det kan også være, at sagsbehandlerens nære familie er repræsentant for nogen, som har en særlig interesse i sagens afgørelse.
C. Selskabsinhabilitet (§ 3, stk. 1, nr. 3)
Her har sagsbehandleren have en særlig interesse, fordi sagsbehandleren har en nær tilknytning til et selskab, forening eller lign., som har en særlig interesse i sagens afgørelse. Det kan også være, at sagsbehandleren er en del af ledelsen i selskabet, foreningen eller lign.
D. Toinstansinhabilitet (§ 3, stk. 1, nr. 4)
Her har sagsbehandleren tidligere været med til at behandle sagen i en anden myndighed.
E. Andre omstændigheder (§ 3, stk. 1, nr. 5)
Hvis der er andre forhold, som gør, at der bliver tvivl om sagsbehandlerens upartiskhed. Det kan f.eks. være, at sagsbehandleren er gode venner med den som sagen handler om eller har et uvenskab/fjendskab med den som sagen handler om. Det kan f.eks. også være, at sagsbehandleren tidligere offentligt har fortalt om sagen.
4. Hvad skal sagsbehandleren og myndigheden gøre hvis en sagsbehandler er inhabil? (Sagsbehandlingslovens § 6)
Hvis en sagsbehandler mener, at sagsbehandleren måske kan være inhabil, skal sagsbehandleren gå til sin leder og fortælle det. Herefter skal myndigheden afgøre, om sagsbehandleren er inhabil eller ej. Sagsbehandleren må ikke selv være med til at afgøre det.
Hvis myndigheden beslutter, at en sagsbehandler er inhabil, må sagsbehandleren ikke være med til at behandle sagen. Her kan myndigheden f.eks. ”bytte sager” og lade en anden sagsbehandler behandle sagen (substitution).
I en sag havde en kommune undladt at behandle en sag, fordi sagsbehandleren var gode venner med den som sagen handlede om. Ombudsmanden mente, at kommunens habilitetsbetragtninger var den største årsag til, at kommunen havde været så længe om at behandle sagen. Ombudsmanden gjorde opmærksom på, at kommunen kunne have behandlet sagen, f.eks. ved at ”bytte sager”. Derfor mente ombudsmanden, at kommunens manglende reaktion var kritisabel. (Ombudsmandens udtalelse 2021-6)
I en sag mente ombudsmanden blandt andet, at det var god forvaltningsskik, hvis en chef under møder om advarsler, afskedigelse eller bortvisning selv skriver et referat af mødet. Det er fordi, at medarbejderen er part i sagen og dermed inhabil. (Ombudsmandens udtalelse 2016-5.2.)
5. Kan en sagsbehandler behandle en sag, selvom sagsbehandleren er inhabil?
I sagsbehandlingslovens § 4 findes undtagelser til hovedreglerne om inhabilitet. Det vil sige, at sagsbehandleren alligevel kan behandle en sag, selvom sagsbehandleren er inhabil. Dette kan f.eks. være, fordi det ikke er muligt at finde en anden sagsbehandler, som kan behandle sagen. Det kan også være, at det haster så meget med sagen, at en inhabil sagsbehandler bliver nødt til at behandle sagen alligevel.
I en sag om forpagtning af en café, udtalte ombudsmanden, at en borgmester ville have været inhabil, hvis borgmesteren havde været med til behandlingen af en sag. Dette havde borgmesteren ikke, og ombudsmanden kritiserede derfor ikke sagsforløbet. (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.3.)
6. Kort sagt
- En sagsbehandler må ikke behandle en sag, hvis sagsbehandleren har en interesse i, at sagen afgøres på en bestemt måde. Med andre ord skal en sagsbehandler altid kunne behandle en sag objektivt.
- Inhabilitetsreglerne findes i sagsbehandlingslovens kapitel 2 (§§ 3-6)
- En sagsbehandler som mener, at sagsbehandleren måske er inhabil, skal sige det til sin leder.
- Myndigheden – og ikke sagsbehandleren – afgør, om sagsbehandleren er inhabil.
- De forskellige måder man kan være inhabil på, findes i sagsbehandlingslovens § 3.
- I tilfælde af inhabilitet, er det nemmest at finde en anden sagsbehandler til at behandle sagen, dvs. bytte sager.
- Hvis man ikke kan finde en anden sagsbehandler, som kan behandle sagen, er det muligt for den inhabile sagsbehandler at behandle sagen alligevel.
7. Baggrundslitteratur
Det ovenstående bygger på sagsbehandlingsloven og lovbemærkninger hertil, og ombudsmandens tidligere udtalelser indenfor området.
Der henvises ligeledes til Vejledning til sagsbehandlingsloven udarbejdet af det daværende Grønlands Hjemmestyres Lovkontor, december 1994.
Hvor retsgrundlaget i Grønland efter ombudsmandens opfattelse er identisk med retsgrundlaget i Danmark er der taget udgangspunkt i dansk litteratur.
Der henvises også til den generelle forvaltningsretlige litteratur, herunder især Inhabilitet i forvaltningen, Hans Gammeltoft-Hansen, 1. udgave (2011), Inhabilitet i forvaltningen, Azad Taheri Abkenar, 2. udgave (2022) og Forvaltningsret, Niels Fenger (red.), 1. udgave (2018), kapitel 7.