• Vil du have teksten pÃ¥ vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program pÃ¥ www.adgangforalle.dk - (Ã…bner nyt vindue)

Ombudsmanden har af egen drift undersøgt en sag om Kommune Kujalleqs sprogbrug i en afgørelse til en borger.

Ombudsmanden konkluderer i udtalelsen, at det var yderst uheldigt, at Kommune Kujalleq brugte formuleringer såsom: ”Det er vores vurdering, at din evne til at mentalisere er bekymrende lav, når du tillægger et barn på tre år, at kunne sikre sin egen tryghed” samt ”Det er ligeledes vores vurdering, at du som mor har prioriteret andre områder i dit liv, end at sikre dine børn trygge og omsorgsfulde opvækstvilkår. Du har udvist et mønster igennem lang tid, hvor prioritering og valg af forskellige mænd har gået forud for at drage omsorg for dine børn.”.

Det var ombudsmandens samlede vurdering, at sproget og de formuleringer, som Kommune Kujalleq brugte i afgørelsen til borgeren, ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, da der på baggrund af formuleringerne kan rejses tvivl om Kommune Kujalleqs saglighed og objektivitet.

Kommune Kujalleq oplyste i forbindelse med behandlingen af egen drift sagen blandt andet, at Kommune Kujalleq til enhver tid forsøger at efterleve god forvaltningsskik. Kommune Kujalleq oplyste ligeledes, at kommunen anså sprogbruget i afgørelsen som et enkeltstående tilfælde.

Ombudsmanden tog på den baggrund Kommune Kujalleqs udtalelse til efterretning, og afsluttede derefter sin behandling af sagen.

Du kan læse ombudsmandens udtalelse her.

For yderligere oplysninger: tlf. 32 78 10.

Hvad er god forvaltningsskik?

God forvaltningsskik er kort sagt uskrevne regler og principper for, hvordan offentlige myndigheder, som f.eks. en kommune, bør behandle borgerne.
 
Principperne om god forvaltningsskik gælder ud over de krav, der følger af lovgivningen.

En offentlig myndighed skal optræde venligt og hensynsfuldt overfor borgerne. Kravene om venlighed og hensynsfuldhed gælder også det sprog, som en myndighed bruger overfor borgeren i skrift og tale. Derfor skal breve til borgerne være skrevet på en høflig, venlig og hensynsfuld måde.