I juni 2021 meddelte Ombudsmanden for Inatsisartut sin beslutning om at iværksætte en undersøgelse med fokus på kommunernes behandling af sager om anbringelse og hjemgivelse af børn.

Undersøgelsen blev iværksat på baggrund af, at ombudsmanden flere gange har undersøgt kommunernes behandling af sager om anbringelse af børn uden for hjemmet og hjemgivelse af anbragte børn, og at disse undersøgelser ofte har givet ombudsmanden anledning til at kritisere kommunernes sagsbehandling.

Ombudsmanden har i sin årsberetning for 2021 skrevet, at ombudsmanden med undersøgelsen håber, at kunne give de politiske beslutningstagere i Inatsisartut, Naalakkersuisut og kommunalbestyrelserne en status, som kan danne grundlag for reflektion og nye tiltag.

Til brug for ombudsmandens undersøgelse udvalgte ombudsmanden tilfældigt Kommune Kujalleq og Qeqqata Kommunia som de to kommuner, som undersøgelsen skulle bygges op omkring.

I efteråret 2021 gennemgik tre af ombudsmandens medarbejdere 30 tilfældigt udvalgte sager fra 2020 og 2021, hvor de to kommuner enten havde anbragt et barn uden for hjemmet eller hjemgivet et anbragt barn.

Ombudsmanden har nu færdiggjort sin undersøgelse og udarbejdet en samlet rapport.

I rapporten fremhæver ombudsmanden følgende:

Undersøgelsen bekræfter ombudsmandens indtryk af, at kommunerne i deres sagsbehandling af tunge og vigtige sager om børn generelt er udfordrede. Det er også ombudsmandens indtryk, at kommunerne fortsat begår alvorlige fejl, idet kommunerne generelt har problemer med at indhente de oplysninger eller gennemføre de undersøgelser, der kræves i forbindelse med en anbringelse af et barn uden for hjemmet eller hjemgivelse af et anbragt barn.

Undersøgelsen viste bl.a., at der manglede en skriftlig afgørelse i 7 ud af de 15 anbringelsessager, der blev undersøgt og i otte ud af de 15 hjemgivelsessager, der blev undersøgt. Ombudsmanden udtaler herom, at det på baggrund af undersøgelsen er ombudsmandens opfattelse, at kommunerne i særlig høj grad ikke får udarbejdet skriftlige afgørelser til sagens parter. Dette er efter ombudsmandens opfattelse meget bekymrende, idet en afgørelse om anbringelse eller hjemgivelse er af så stor betydning for både det anbragte barn og forældremyndighedsindehaveren, at afgørelsen bør meddeles skriftligt.

Undersøgelsen viste ligeledes, at der, uanset at dette er en betingelse efter børnestøtteloven, ikke var indhentet en udtalelse fra anbringelsesstedet i otte ud af de 15 hjemgivelsessager, der blev undersøgt. Ombudsmanden konkluderer dertil, at kommunerne i for høj grad ikke får indhentet udtalelser fra anbringelsesstedet i forbindelse med hjemgivelse af et barn, der er anbragt uden for hjemmet. Dette er efter ombudsmandens opfattelse et problem, fordi udtalelsen fra anbringelsesstedet er med til at sikre børnenes ret-tigheder ud fra en status på barnets generelle trivsel.

Endelig viste undersøgelsen, at der, uanset at dette er en betingelse efter børnestøtteloven, manglede at blive afholdt en samtale med barnet i tre ud af 9 anbringelsessager og i syv ud af de 15 hjemgivelsessager, der blev undersøgt. Ombudsmanden konkluderer derfor, at kommunerne i høj grad ikke får afholdt samtaler med barnet, og at dette både gælder i forbindelse med anbringelsessagerne og hjemgivelsessagerne. Samtalen med barnet skal sikre barnets ret til frit at udtrykke deres synspunkter. Det er derfor særlig vigtigt, at barnet gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved en dømmende myndighed eller en forvaltningsmyndighed, der behandler sager vedrørende det pågældende barn.

Ombudsmanden anser med den endelige rapport sagen om undersøgelse af sager om anbringelse og hjemgivelse af børn og unge i de to kommuner for afsluttet.

Du kan læse ombudsmandens rapport her.

For yderligere oplysninger: Tlf. 32 78 10.

Baggrund

Ombudsmanden kan af egen drift gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. Det fremgår af § 15, stk. 2, i inatsisartutlov nr. 7 af 1. juni 2017 om Ombudsmanden for Inatsisartut.