Ombudsmanden vil igangsætte projekt med fokus på sager om anbringelse og hjemgivelse af børn
Ombudsmanden for Inatsisartut har flere gange undersøgt kommunernes behandling af sager om anbringelse af børn uden for hjemmet og hjemgivelse af anbragte børn. Undersøgelserne har ofte givet ombudsmanden anledning til at kritisere kommunernes sagsbehandling.
Det er ombudsmandens opfattelse, at kommunerne fortsat begår alvorlige fejl ved behandling af sager om anbringelse og hjemgivelse af børn.
Derfor var børnetalsmanden, Aviâja Egede Lynge, sammen med sine medarbejdere inviteret til møde hos ombudsmanden den 9. april 2021. Her fortalte børnetalsmanden, hvilke problemstillinger børnetalsmanden navnlig ser i kommunernes behandling af sager om anbringelse og hjemgivelse af børn.
På den baggrund har ombudsmanden som en større egen drift-undersøgelse besluttet at igangsætte et projekt med fokus på kommunernes behandling af disse sager.
I efteråret 2021 vil ombudsmanden besøge en række kommuner. Her vil ombudsmanden gennemgå nogle sager om anbringelse og hjemgivelse af børn og se nærmere på kommunens sagsbehandling.
Ombudsmanden vil herefter offentliggøre en rapport om kommunens behandling af sager om anbringelse og hjemgivelse af børn. Det vil formentligt ske i foråret 2022.
For yderligere oplysninger: Telefon 32 78 10.
Baggrund
Ombudsmanden kan af egen drift gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. Det fremgår af § 15, stk. 2, i inatsisartutlov nr. 7 af 1. juni 2017 om Ombudsmanden for Inatsisartut.