Alvorlige sagsbehandlingsfejl og en manglende forståelse for, hvor afgørende sagsbehandlingstiden er i sager om forholdet mellem forældre og børn. Dette er ifølge en ny udtalelse fra ombudsmanden en del af forklaringen på en meget lang sagsbehandlingstid i en børnesag.

En forælder anmodede i 2013 Qaasuitsup Kommunia om hjemgivelse af sit 12-årige barn, der var anbragt uden for hjemmet med samtykke. Først mere end 5 år senere – kort tid før barnet fyldte 18 år – traf Avannaata Kommunia afgørelse om, at barnet ikke kunne hjemgives.

Ombudsmanden konkluderer i sin udtalelse om sagen, at der er tale om en helt urimeligt lang og yderst kritisabel sagsbehandlingstid.

I udtalelsen skriver ombudsmanden bl.a. følgende:

”I en sag som denne, hvor en forældremyndighedsindehaver anmoder om at få hjemgivet et barn, der er anbragt med samtykke, bør en kommune efter min opfattelse tage stilling til, om anmodningen kan imødekommes, indenfor uger eller højst få måneder.”

Ombudsmanden konkluderer endvidere, at der er begået fejl og forsømmelser af større betydning i sagen. Ombudsmanden har derfor underrettet Lovudvalget i Inatsisartut og kommunalbestyrelsen om sagen efter ombudsmandslovens § 23.

Du kan læse ombudsmandens udtalelse her.

For yderligere oplysninger: Tlf. 32 78 10.

Regler om hjemgivelse af anbragte børn

Hvis en forældremyndighedsindehaver til et barn, der er anbragt uden for hjemmet, meddeler kommunen, at vedkommende ønsker barnet hjemgivet, skal kommunen tage stilling til, om anmodningen kan imødekommes.

Før 1. juli 2017 var reglerne om anbringelse og hjemgivelse af børn fastsat i landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge med senere ændringer (børneforordningen). Da Avannaata Kommunia traf afgørelse i nærværende sag i december 2018, var børneforordningen blevet afløst af den nugældende inatsisartutlov nr. 20 af 26. juni 2017 om støtte til børn (børnestøtteloven).

En anbringelse uden for hjemmet skal efter børnestøttelovens § 40, stk. 1 og 2, ophøre, når målet med anbringelsen er nået, når anbringelsen ikke længere understøtter formålet, eller når den unge fylder 18 år.

Der er i børnestøtteloven fastsat en række forhold, som kommunen skal undersøge, før den kan træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet skal ophøre.

Kommunen skal bl.a. undersøge om forældremyndighedsindehaveren (eventuelt med støtteforanstaltninger efter børnestøtteloven) er i stand til at opfylde barnets behov. Dette er uddybende beskrevet i bemærkningerne til børnestøttelovens § 41, stk. 1, nr. 1:

”Kommunalbestyrelsen må indledningsvis vurdere om de forhold, der i sin tid begrundede at barnet blev anbragt uden for hjemmet, er kommet i orden i familien. Som et element i denne forudgående undersøgelse må der tages stilling til forældremyndighedsindehavernes forhold og deres aktuelle forældreevne. Havde forældrene eksempelvis et alkoholmisbrug, skal det undersøges om forældrene nu er ude af misbruget. I vurderingen af forældremyndighedsindehavernes forhold mv., kan indgå temaer som forældrenes aktuelle evne til omsorg, sikkerhed, følelsesmæssig varme, stimulering, vejledning, grænsesætning, stabilitet mv. Oplysninger om forældremyndighedsindehavernes eventuelle andre børn og deres trivsel og kontakt med forældrene må forventes at indgå i vurderingen af forældremyndighedsindehavernes forhold mv.”