Tildeling af kollegieværelse til mindreårig. Forældremyndighed. Myndighedskompetence

Jeg udtaler herefter:

”1. Afgrænsning af min undersøgelse

Den overordnede problemstilling i denne sag er, hvorvidt G, herunder R, har respekteret forældremyndighedsindehaverens kompetence i forhold til de dispositioner, som G foretog i det hændelsesforløb, som udsprang af, at B's datter rettede henvendelse til G's studievejleder den 30. september 2013.

Min undersøgelse har jeg opdelt i tre afsnit.

I afsnit 2 undersøger jeg lovligheden af tildelingen af kollegieværelset, og i den forbindelse foretager jeg blandt andet en vurdering af, hvor langt rektorer på GU-skolernes kompetence rækker. Denne vurdering er delt op i tre underafsnit. I det første undersøger jeg rektors kompetence. I det andet undersøger jeg forældremyndighedsindehaverens kompetence. Afslutningsvis – i det sidste underafsnit – foretager jeg en vurdering af, hvorledes de to kompetencer må fortolkes i forhold til hinanden.

Jeg bemærker, at jeg i min undersøgelse alene foretager en vurdering af rektors kompetence for så vidt angår de elever, der er under 18 år. Mine bemærkninger skal således læses i lyset af, at B's datter var mindreårig.

I afsnit 3 undersøger jeg, om G har foretaget korrekt underretning af kommunen i forbindelse med, at B's datter over for G oplyste, at hun ikke kunne bo hjemme længere.

I afsnit 4 foretager jeg en vurdering af, om R i det konkrete tilfælde kunne undlade at efterkomme B's ønske om at udmelde sin datter fra G.

2.1. G's organisatoriske status samt rektors kompetence

Jeg har i en tidligere sag (jf. min udtalelse vedrørende forbud mod alkoholholdige drikkevarer på en gymnasial institutions kollegier, optrykt i afsnit 5.3 i min beretning for 2013) haft anledning til at undersøge den juridisk-organisatoriske status for de gymnasiale institutioners, herunder G’s, kollegievirksomhed. Jeg konkluderede i den forbindelse, at de gymnasiale institutioners kollegier indgår som en del af den enkelte gymnasiale institution, og at kollegierne derfor ikke er selvstændige retssubjekter/forvaltningsmyndigheder.

Det følger af § 62, stk. 1, 1. pkt., i inatsisartutlov nr. 13 af 22. november 2011 om den gymnasiale uddannelse (gymnasieloven), at rektor er den gymnasiale institutions daglige leder. Det følger endvidere af gymnasielovens § 62, stk. 5, at ”rektor træffer alle konkrete afgørelser vedrørende skolens elever, medmindre andet følger af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf”.

Kollegierne indgår som nævnt som en del af de gymnasiale institutioner. Det betyder, at rektor – udover at være leder af selve den gymnasiale institution – også må antages at være overordnet leder af institutionens kollegier. Denne antagelse, sammenholdt med at rektor både via sin stilling som overordnet leder for gymnasiet samt med direkte hjemmel i gymnasielovens § 62, stk. 5, har kompetence til at træffe afgørelser vedrørende elevernes forhold, medfører efter min vurdering, at rektor har kompetence til at tildele kollegieværelser til elever – også akut. Dette gælder i hvert fald, for så vidt angår de myndige elever.

2.2. Forældremyndighedsindehaverens kompetence

Udover gymnasieloven findes der også andre regelsæt, der regulerer afgørelseskompetence i forbindelse med sager, der vedrører børn og unge. Blandt disse regler er myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985, som ændret ved lov nr. 209 af 5. april 1989, der ved anordning nr. 306 af 14. maj 1993 med enkelte ændringer blev sat i kraft for Grønland. Reglerne om forældremyndighed reguleres i myndighedsloven.

Det følger af myndighedslovens § 6, at forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Omsorgspligten er forældremyndighedens centrale indhold. De beføjelser, der er forbundet med forældremyndigheden, må i vidt omfang betragtes som en nødvendig funktion af omsorgspligten, jf. Ingrid Lund-Andersen i Familieret af Ingrid Lund-Andersen m.fl., 2003, s. 99 f.

Forældremyndigheden medfører pligt til at sørge for, at barnet får tilstrækkelig ernæring, tøj, bolig samt pleje og lægehjælp i sygdomstilfælde. Denne forpligtelse er uafhængig af, om den, der har forældremyndigheden, også har pligt til som forsørger at afholde de udgifter, som er forbundet hermed.

Derudover er forældremyndighedsindehaveren forpligtet til at vise barnet en omsorg af mere ideel art. Dette gælder særligt pligten til at sørge for barnets socialisering, det vil sige dets indlæring af adfærd og normer, der sætter det i stand til at færdes blandt andre mennesker.

Forældremyndigheden giver endvidere indehaveren ret til at bestemme, hvordan omsorgspligten skal udøves, herunder hvordan barnet skal opdrages, hvilken uddannelse barnet skal have, hvor det skal opholde sig, hvilken mad og beklædning det skal have osv.

2.3. Kompetencefordelingsoverlap

Som det ses i afsnit 2.1 og 2.2 ovenfor, er der et overlap mellem gymnasieloven og myndighedsloven for så vidt angår kompetencen til at træffe beslutning om børns forhold. Man har således en ganske vid bestemmelse i gymnasielovens § 62, stk. 5, der tillægger rektor kompetence til at træffe alle konkrete afgørelser vedrørende skolens elever. Samtidig fastslår myndighedslovens § 6, at kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende mindreåriges personlige forhold er placeret ved forældremyndighedsindehaveren.

Spørgsmålet er herefter om gymnasielovens § 62, stk. 5, der fastslår, at rektorerne har kompetence til at træffe alle konkrete afgørelser vedrørende skolens elever, skal fortolkes sådan, at rektor kan træffe beslutninger om mindreåriges forhold; forhold, der normalt skal varetages af forældremyndighedsindehaveren. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår følgende:

Det fremgår ikke af bemærkningerne til loven, at rektors afgørelseskompetence skulle være begrænset af forældremyndighedsindehaverens kompetence. Af gymnasieloven fremgår alene, at rektors kompetence kan være begrænset af gymnasielovens egne bestemmelser. Det er imidlertid min opfattelse, at en formålsfortolkning må føre til, at forældremyndighedsindehaverens kompetence ikke begrænses af den kompetence, som gymnasieloven tildeler rektor, da en begrænsning af forældremyndigheden må kræve klar og udtrykkelig lovhjemmel, idet der er tale om et indgreb i en fundamental rettighed. Denne retsopfattelse underbygges blandt andet af artikel 5 i FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen), der ved bekendtgørelse nr. 90 af 20. november 1989 om Danmarks tilbagetrækning af territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland over for FN-konvention om Barnets Rettigheder er sat i kraft for Grønland. Bestemmelsen fastslår, at deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har.

I forhold til denne sag kommer dertil, at der via sociallovgivningen allerede er taget stilling til, hvorledes konflikter mellem mindreårige og forældremyndighedsindehavere skal løses, hvilket igen taler for, at lovgiver ikke har haft til hensigt, at der med gymnasieloven skulle tilvejebringes hjemmel til at gøre indgreb i forældremyndighedsindehaverens kompetence.

I øvrigt er familieretsområdet, som forældremyndighedslovgivningen er en del af, ikke overdraget Grønlands Selvstyre. Et indgreb fra Grønlands Selvstyres side i forældremyndighedskompetencen efter myndighedsloven, kræver således lovgivning på et overdraget område – for eksempel socialområdet – som har tydelig overlapning med familieretsområdet. Uddannelsesområdet, som gymnasieloven er en del af, har ikke umiddelbart denne tydelige overlapning.

Gymnasieloven må derfor fortolkes sådan, at en rektors dispositioner skal ske under respekt for forældremyndighedsindehaverens kompetence. Det er således herefter min opfattelse, at R ikke uden B's samtykke kunne tildele dennes mindreårige datter et kollegieværelse.

Jeg bemærker, at Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling i sit brev af 3. juli 2014 til mig anfører, at det er departementets opfattelse, at der er tale om et midlertidigt kollegieværelse, som tildeles for en begrænset periode. Departementet henviser i den forbindelse til § 2, stk. 3, i hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 18 af 1. november 2007 om kollegier. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

Jeg forstår departementets brev sådan, at departementet finder, at der i denne bestemmelse er hjemmel til at tildele mindreårige akutte kollegieværelser.

Jeg er ikke enig i departementets opfattelse. Det er således min opfattelse, at bekendtgørelsen ikke indeholder en hjemmel til at tilsidesætte forældremyndighedsindehaverens ret til at bestemme, hvor barnet skal bo. Bekendtgørelsen skal efter min opfattelse læses i lyset af myndighedsloven, sådan at der må kræves samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt der skal tildeles kollegieværelser til mindreårige. Dette gælder efter min mening, uanset om der er tale om et midlertidigt eller et permanent værelse.

Jeg finder det meget beklageligt, at G tildelte et kollegieværelse uden B’s samtykke til B’s mindreårige datter.

3. De socialretlige regler

A klagede tillige over, at R ikke har underrettet K Kommune hurtigt nok. I dette afsnit vil jeg undersøge rækkevidden af offentlig ansattes underretningspligt og herunder foretage en vurdering af, om R foretog underretningen hurtigt nok.

Udgangspunktet er, at der ikke kan gøres indgreb i forældremyndighedsindehaverens kompetence, og at uklare lovbestemmelser skal fortolkes sådan, at forældremyndigheden respekteres.

Lovgiver har dog, som nævnt umiddelbart ovenfor, via socialretlige regler, herunder især landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge med senere ændringer (børn og ungeforordningen), udstedt hjemmel til, at der i nogle situationer godt kan gøres indgreb i forældremyndighedsindehaverens kompetence.

Af særlig relevans for denne sag kan nævnes § 10 i børn og ungeforordningen, der fastslår, at kommunalbestyrelsen uden forældremyndighedsindehaverens samtykke kan beslutte, at et barn skal anbringes uden for hjemmet. Det er endvidere fastsat i § 5, stk. 1 og 2, i børn og ungeforordningen, at personer, der er ansat i skolesektoren, har en skærpet pligt til at underrette kommunen, hvis personen får kendskab til, at et barn lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Som anført i afsnit 2.3 er det min opfattelse, at en rektor ikke har hjemmel til at tildele kollegieværelser uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

At rektor ikke kan tildele værelser uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, er ikke ensbetydende med, at rektor ikke skal reagere på henvendelser fra elever, der tilkendegiver, at der er problemer i hjemmet, jf. § 5, stk. 1 og stk. 2, i børn og ungeforordningen.

Ansatte i skolesektoren har, som ovenfor nævnt, en skærpet indberetningspligt, der indebærer, at de skal underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare. Jeg bemærker videre, at idet der er tale om en skærpet pligt, indebærer det efter min opfattelse, at en underretning skal ske så hurtigt som muligt.

B's datter rettede henvendelse til G den 30. september 2013, og G, herunder R, iværksatte øjeblikkeligt en proces, der mundede ud i en underretning til kommunen den 2. oktober 2013. Henset til at R øjeblikkeligt reagerede på B's henvendelse finder jeg ikke ud fra en konkret vurdering anledning til at udtale kritik af R’s skøn over, hvornår det var mest hensigtsmæssigt at underrette kommunen.

4. Adgang til at udmelde datteren fra G

Det fremgår af klagen fra A, at klagen tillige vedrører det forhold, at B ved sit personlige fremmøde på G den 2. oktober 2013 ønskede at udmelde sin datter fra G, men fik afslag på dette.

Udgangspunktet er, at forældremyndighedsindehaveren i henhold til myndighedslovens § 6 kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Jeg har forstået, at forløbet udspillede sig sådan, at B mødte personligt op på R’s kontor for at udmelde datteren på baggrund af, at R dagen forinden havde tildelt datteren et kollegieværelse. Jeg har endvidere forstået, at situationen var tilspidset. Denne omstændighed, sammenholdt med at B's udmeldelse af datteren i høj grad ville påvirke datteren, medfører, at jeg ikke finder, at der i den konkrete situation er grundlag for at kritisere R's beslutning om ikke at acceptere udmeldelsen af B's datter.

Dette underbygges også af, at G som offentlig myndighed er forpligtet til at anerkende børns ret til uddannelse, herunder opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse samt gøre disse tilgængelige og opnåelige for ethvert barn, jf. artikel 28 i Børnekonventionen.

Jeg bemærker endvidere, at artikel 12 i Børnekonventionen fastslår, at deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. Dette taler for, at en udmeldelse på initiativ fra forældremyndighedsindehaveren af et barn fra en gymnasial institution, kræver at barnet får mulighed for at udtrykke sine synspunkter, inden der træffes afgørelse om udmeldelse.

Afslutningsvis bemærker jeg, at det blandt andet fremgår af G’s udtalelse af 13. marts 2014, der var vedlagt departementets brev af 3. juli 2014, at G – som jeg forstår det – er af den opfattelse, at ansvaret for B's datter mundtligt blev overdraget af B til R. Jeg må forstå det sådan, at R var af den opfattelse, at en del af forældremyndighedskompetencen, herunder kompetencen til at bestemme bopæl, på dette tidspunkt overgik til denne.

Af departementets brev af 3. juli 2014 fremgår endvidere, at departementet ved telefonisk samtale af 1. oktober 2013 har gjort G opmærksom på, at hverken G eller departementet besidder retlige instrumenter til at gøre indgreb i forældremyndigheden. Dette er jeg enig med departementet i.”