På baggrund af en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand iværksatte ombudsmanden over for K Kommune en undersøgelse af kommunens håndtering af en sag om tilbageholdelse i surrogat efter retsplejeloven af en mindreårig, A.

Ombudsmanden fandt med henvisning til blandt andet Børnekonventionen K Kommunes håndtering af sagen yderst kritisabel. På grund af blandt andet helt utilstrækkelig sagsbehandling fra K Kommunes side fremfandt kommunen således ikke en surrogatplads til A. A blev således tilbageholdt i anstalt i over 20 dage, hvor A tog sit eget liv.

I sin vurdering af sagen lod ombudsmanden det indgå som en skærpende omstændighed, at der var tale om en mindreårig, som var velkendt i K Kommunes socialsystem som stærkt psykosocialt udsat, herunder havde været indlagt på grund af suicidal adfærd.

Grundet sagens alvorlige karakter underrettede ombudsmanden Lovudvalget i Inatsisartut og kommunalbestyrelsen i K Kommune om sagen, jf. ombudsmandslovens § 23. Ved denne underretning meddelte ombudsmanden, at ombudsmanden med tilfredshed havde noteret sig, at K Kommune nu – ud over at ville sikre en kompetencemæssig opkvalificering af sine medarbejdere – ville tage initiativ til at gennemgå sine procedurer på området, herunder ville udarbejde en skriftlig ”forretningsgang” til brug ved retsvæsenets beslutninger om surrogatanbringelser.

Ombudsmanden orienterede endvidere blandt andre Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender om udfaldet af ombudsmandens undersøgelse af sagen. Ombudsmanden anmodede samtidig hermed departementet om en redegørelse for, hvad departementet agtede at foretage sig for at sikre, at kommunerne levede op til de forpligtelser i surrogatanbringelsessager, som sociallovgivningen forudsatte. Baggrunden for denne anmodning var, at ombudsmanden måtte notere sig, at kommunernes håndteringer af surrogatanbringelsessager generelt var problematiske (udtalelse af 30. april 2015, j.nr. 2014-907-0012).

Ved brev af 22. juli 2014 med bilag modtog jeg fra Folketingets Ombudsmand en henvendelse om en mindreårig, A, der i en alder af 17 år havde taget sit eget liv, mens denne var tilbageholdt i Anstalten for Domfældte i […].

Sagens omstændigheder var nærmere, at A var blevet sigtet for personfarlig kriminalitet og ved […] Kredsrets kendelse af [dag 1] var blevet tilbageholdt i surrogat herfor, jf. retsplejelovens § 361, således at det nærmere blev bestemt, at A skulle tilbageholdes i anstalt, indtil de sociale myndigheder (K Kommune) kunne fremskaffe en tilfredsstillende surrogatplads. Tilbageholdelsen blev forlænget ved kredsrettens kendelse af [dag 13].

K Kommune fremskaffede ikke en surrogatplads til A. A blev således tilbageholdt i Anstalten for Domfældte i […] frem til [dag 22], hvor A som nævnt tog sit eget liv.

I overensstemmelse med en stående aftale mellem Folketingets Ombudsmand og Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende blandt andet selvmord og selvmordsforsøg i direktoratets institutioner, oplyste direktoratet Folketingets Ombudsmand om sagen.

Efter en nærmere drøftelse af sagen mellem medarbejdere ved henholdsvis Folketingets Ombudsmand og mit embede oversendte Folketingets Ombudsmand sagen til mig med henblik på mine overvejelser om, hvorvidt jeg fandt, at der var grundlag for at foretage mig noget i forhold til K Kommune.

Ved brev af 6. august 2014 anmodede jeg K Kommune om en udtalelse til sagen. Jeg bad kommunen om i sin udtalelse udførligt at redegøre for både de tiltag, som kommunen iværksatte for at fremskaffe en surrogatplads, samt for hvilke overvejelser kommunen gjorde sig med hensyn til kommunens forpligtelse til at fremskaffe en sådan plads. Jeg bad endvidere kommunen om at fremsende mig kommunens sagsakter.

Jeg oplyste K Kommune om, at jeg efter omstændighederne ville sende kommunens udtalelse til høring hos relevante myndigheder, herunder Politimesteren i Grønland.

Ved e-mail af 11. september 2014 modtog jeg kommunens udtalelse samt sagsakter. For så vidt angår udtalelsen henviste kommunen i det hele til en redegørelse af […], der var blevet udarbejdet af en centralt placeret medarbejder inden for børne- og ungeområdet.

Af redegørelsen fremgår blandt andet følgende:

”[Dag 2 – dag 6]

[Leder B] i [X By] havde d. [dag 2] sendt mail til [familiecentret] i [X By] med oplysning om, at [A] [dag 1] havde fået idømt surrogatanbringelse, idet [A] havde udøvet vold mod en anden, som nu er indlagt på [Dronning Ingrids Hospital]; men at de i socialforvaltningen først kan få afklaret sagen til bunds og få relevante oplysninger, når [Leder C] kommer tilbage på arbejde. [Leder B] anmodede [familiecentret] om at lave handleplan for [A], som vil have behov for samtaler. Denne mail blev sendt med cc til mig indenfor børn og unge i [K Kommune].

[Leder B] i [X By] sendte pr. mail oplysning om, at [A] er tilbageholdt ifbm voldsudøvelse; men at hun ikke havde andre oplysninger om [A]. [Leder B] oplyste, at [Leder C] vil fremkomme med yderligere oplysninger, når [Leder C] mødte på arbejde.

Jeg anmodede efterfølgende [Leder B] i [X By] om, at de skal tage kontakt med mig, når [Leder C] er mødt på arbejde igen.

[Leder B] i [X By] havde allerede telefonisk informeret [direktøren for det sociale område] i [K Kommune].

Det skal oplyses, at [A] havde fået tilbudt støtteperson tilknyttet, som [A] skal have hver dag ifbm [A’s] tilbageholdelse; men [A] havde nægtet at have støtteperson.

[Dag 3]. Jeg modtog pr. mail fra [Leder B] i [X By], hvori [Leder B] videresendte mail fra [X By] politi […], som videresendte mail fra politimesteren i Nuuk, hvor politiet anmodede socialforvaltningen om at hjælpe til med at finde surrogatanbringelsesplads til [A], der tilbageholdes ifbm tyverisigtelse.

Retsudskriften var ikke medsendt.

[Direktøren for det sociale område] anmodede om, at det skal afklares, hvad [A] er dømt for. Om det er for tyveri eller alvorlig voldsudøvelse.

Jeg havde korrespondance med [Leder B] i [X By] pr. mail fra d. [dag 3 – dag 6] i henhold til at afklare, hvad [A’s] navn er (dette på grund af, at der fremkom forskellige navne i forskellige mails), og hvad [A] havde lavet (dette på grund af, at der fremkom 2 forskellige årsager til, hvad der lå til grund for tilbageholdelsen af [A]), samt [Leder B’s] oplysning om at oplysningerne omkring [A’s] baggrund ikke kan gives, førend [Leder C] møder på arbejde igen.

[Leder B] havde ikke baggrundsoplysningerne om [A] og vil afvente først på [Leder C’s] fremmøde på arbejde igen.

Jeg snakkede med [direktøren for det sociale område], hvor der var enighed om, at [X By] skal fremkomme med klare oplysninger om, hvilken lovovertrædelse [A] havde begået, idet der var 2 forskellige tilbageholdelsesgrundlag.

Jeg oplyste [Leder B] i [X By] telefonisk om, at socialforvaltningen i [X By] må fremkomme med klare oplysninger om, hvad [A] er sigtet for, idet politiets tilbageholdelsesgrundlag ikke stemmer overens med hinanden. Politiet søger om surrogatanbringelsessted for [A] i en mail med oplysning om, at [A] tilbageholdes på grund af tyveri og i en anden mail om, at [A] tilbageholdes for at have udsat en person for vold så voldsomt, at pgl. er overflyttet til [Dronning Ingrids Hospital].

Derfor er det vigtigt, at socialforvaltningen indhenter samtlige nødvendige oplysninger og sagsakter til brug som bilag, inklusiv Retsudskrift af Kredsrettens beslutning ifbm ansøgning om surrogatplads og sted.

Ifbm. lignende sag blev socialforvaltningen i [X By] oplyst i januar 2013 om, at Kredsrettens beslutning om tilbageholdelse af et ungt menneske under 18 år, hvor kredsdommeren beslutter den unge under 18 år skal i surrogatanbringelse under socialforvaltningens regi, blev Departementet kontaktet.

Departementet oplyste, at kredsdommerens beslutning er en beslutning, som socialforvaltningen skal effektuere ubetinget på grundlag af, at det er dommerens beslutning. Denne vidensdel blev meddelt til [X By] socialforvaltning.

Det er almindelig procedure, at socialforvaltningerne selv skal sagsbehandle sagerne, inklusiv undersøgelser af anbringelsesmuligheder, og hvis der ikke kan findes en egnet surrogatanbringelsesplads, inklusiv private, så skal socialforvaltningen tage kontakt med Departementet med anmodning om hjælp til at finde surrogatanbringelsessted i samarbejde med Departementet, samt afklaring af de økonomiske udgifter, og ansøgning om at få hjælpeforanstaltningerne godkendt af [formanden for K Kommunes socialudvalg].

[Dag 6]. [Leder C] i [X By] socialforvaltning havde sendt mail d. [dag 5] fra politimesteren om, at det nu er en drabssag, idet den person, som [A] havde udsat for vold, nu er afgået ved døden. Politimesteren havde oplyst, at sagen vil blive fremstillet som drabssag.

[Leder C] i [X By] oplyste politiet i [X By] samt fagkoordinatoren og [direktøren for det sociale område] i [K Kommune] pr. mail om, at [Leder B] fra [X By] socialforvaltning var blevet sendt til [K Kommune] samt ansøgning om at godkende surrogatanbringelse af [A].

[Leder C’s] oplysning til politiet er ikke korrekt, idet [Leder C] ikke havde sendt samtlige oplysninger til [K Kommune], sådan som [Leder B] i [X By] havde oplyst [K Kommune] om, at [Leder C] vil gøre, så snart [Leder C] kom tilbage på sit arbejde.

[K Kommune] har viden om, at socialforvaltningen har pligt til at efterkomme Kredsrettens beslutning, og at surrogatanbringelse skal effektueres; men [K Kommune] manglede retsudskriften samt hele socialforvaltningens sagsbehandling på sagen, såsom sagsoplysninger på [A], forslag til anbringelsessted, inklusive private anbringelsessteder eller ansøgning til Departementet om at hjælpe til med at finde surrogatplads, hvis de ikke var lykkedes at finde surrogatplads, samt ansøgning om at få godkendt udgifter til [formanden for K Kommunes socialudvalg].

[Leder C] oplyste, at hun vil gå i gang med at tage kontakt med [Q Døgninstitution], hvis [K Kommune] giver bevilling til, at der igangsættes med at finde en surrogatanbringelsesplads. Men det er ikke [K Kommunes] beslutning, idet det er kredsrettens beslutning om, at [A] skal under surrogatanbringelse, som skal effektueres ubetinget af [X By] socialforvaltning.

Det var mærkbart, at der ikke var snakket om sagen vedr. [A] imellem [Leder B] og [Leder C], om hvem der skal sagsbehandle sagen, og hvor vigtigt det er, at sagen sagsbehandles hurtigt.

[Dag 6 – dag 10]. [K Kommune] hørte ikke mere om [A] fra [X By] socialforvaltning fra d. [dag 6], indtil jeg selv ankom til [X By] og gik i gang med at undersøge sagen.

Jeg skulle på tjenesterejse til [Y By] med afrejse fra [X By] d. [dag 13] og kom til [X By] d. [dag 10], idet der ikke var plads i de andre dage. Derfor sendte jeg en anmodning til politi i [X By] […] d. [dag 9] om at holde et møde med ham d. [dag 11], ifbm kort ophold i [X By] fra d. [dag 10] til d. [dag 13] på vej til [Y By], om en helt anden sag.

[Dag 10]. Ved min ankomst til socialforvaltningen i [X By] d. [dag 10] kl. 11.00 havde [Leder C] ikke tid til at drøfte sagen vedrørende [A].

Jeg oplyste [Leder C] om, at jeg vil undersøge hele sagen på [A]. [Leder B] var på tjenesterejse.

Jeg brugte resten af eftermiddagen til at undersøge sagen; men det var meget vanskeligt. [Leder C] oplyste, at [formanden for K Kommunes socialudvalg] havde godkendt surrogatanbringelsesplads til [A]; men der var ikke noget i sagen derom. 

I sagsmappen fremgik det, at der ikke var blevet sagsbehandlet på sagen om surrogatanbringelse.

[Q Døgninstitution] var ikke blevet kontaktet.
Der var ikke en fast sagsbehandler på sagen.
Der forelå ikke retsudskrift af dommen om surrogatanbringelse.
Der var ikke journalnotater om hele sagen fra [muligvis dag 10, min bemærkning].

[Dag 11]. Under mit møde med politiet om en helt anden sag oplyste politiet, at politiet i [X By] er frustrerede over, at [X By] socialforvaltnings sagsbehandling af sagen vedrørende surrogatanbringelsesplads til [A] var for langsom.

Politiet oplyste, at de var frustrerede over socialforvaltningens langsomme sagsbehandlinger i andre sager. Og at socialforvaltningen ikke handler på truede børn og unge, som er til fare for at blive kriminelle.

Politiet oplyste, at socialforvaltningen i [X By] endnu ikke havde anmodet om at få retsudskriften af dommen om surrogatanbringelse af [A], og at politiet først kan udlevere den, når socialforvaltningen i [X By] selv anmoder om dette.

Aftalte med politiet, at jeg vil anmode [Leder C] om at kontakte politiet om at få sendt retsudskriften vedr. dommerens beslutning om, at [A] skal under surrogatanbringelse.

[Dag 11]. [Leder C] skulle rejse omkring kl. 12.00 ifbm sin opstilling til valg.

Jeg aftalte med [Leder C], at [Leder C] skal sende samlet sagsresume til Departementet, når [Leder C] kommer tilbage d. [dag 12], som Departementet skal bruge, hvis [X By] skal anmode om hjælp til at finde surrogatanbringelse til [A].

Jeg oplyste [Leder C] om, at jeg ved en hurtig gennemgang af de sidste sagsakter d. [dag 10] havde erfaret, at socialforvaltningen i [X By] endnu ikke har anmodet politiet om retsudskriften, og at jeg derfor vil anmode om dette i samarbejde med [Vikar V]. Ligeledes oplyste jeg [Leder C] om, at jeg går i gang med at sagsbehandle det nødvendige vedrørende [A] og om at finde en surrogatanbringelsesplads til [A] i samarbejde med [Vikar V].

[Dag 11]. Jeg informerede [direktøren for det sociale område] om, at jeg gik i gang med at sagsbehandle sagen på [A] med hensyn til at finde et surrogatanbringelsessted til [A] så hurtigt som muligt.

[Dag 11]. Jeg gik i gang med at undersøge sagen på ny vedrørende [A] i samarbejde med vikaren, [Vikar V] […].

Der var ikke nogen journalnotater i sagen på [A] ifbm, at [A] blev tilbageholdt. I gennemgangen af sagen med [Vikar V] blev det hurtigt klart, at sagen vedrørende [A] ikke er blevet sagsbehandlet.

Jeg anmodede [Vikar V] om at kontakte politiet om at få tilsendt retsudskriften om dommerens beslutning om, at [A] skal i surrogatan-bringelse.

Politiet sendte retsudskrift af dommerens beslutning meget hurtigt til [Vikar V]. Jeg aftalte med [Vikar V], at jeg vil lave en skrivelse til [Q Døgninstitution] med anmodning om at få tildelt en surrogatanbringelsesplads snarest til [A] i [Q Døgninstitution], og at jeg vil sende min skrivelse til [Vikar V], som så kan sende ansøgningen til [Q Døgninstitution].

Jeg aftalte også med [Vikar V] om, at jeg vil skrive en ansøgning til [formanden for K Kommunes socialudvalg] om at godkende surrogatanbringelse af [A] i [Q Døgninstitution], hvor jeg vil sende den til [Vikar V], så hun kan sende den videre til […] [direktøren for det sociale område].

[Dag 11]. I samarbejde med [Vikar V] blev ansøgningen om at få tildelt en surrogatplads til [A] i [Q Døgninstitution] sendt pr. mail til [Q Døgninstitution], d. [dag 11]. I samarbejde med [Vikar V] blev ansøgningen om at få godkendt surrogatanbringelse af [A] i [Q Døgninstitution] sendt til [for-manden for K Kommunes socialudvalg] via […] [direktøren for det sociale område].

[Dag 12].[Formanden for K Kommunes socialudvalgs] godkendelse om surrogatanbringelse af [A] i [Q Døgninstitution] blev modtaget i socialforvaltningen [X By].

[Q Døgninstitution] sendte mail om, at de ikke kan tildele [A] plads i [Q Døgninstitution], idet de skal modtage en anden i [Q Døgninstitution], som også skal under døgndækning. [Q Døgninstitution] foreslog, at surrogatanbringelsen af [A] sker i […] DK i 3 måneder, og at de der vil vurdere, om [A] kan flyttes til [Q Døgninstitution].

[Leder C] oplyste, at [A] ikke kan det danske sprog, og det er heller ikke hensigtsmæssigt at få [A] anbragt i DK.

[Dag 12]. Aftalte, at [Leder C] skal oplyse [Q Døgninstitution] om, at [A] ikke skal anbringes i DK.

[Dag 12]. Informerede [direktøren for det sociale område] om, at [A] ikke kan tildeles surrogatplads i [Q Døgninstitution]. Og at [A] ikke kan det danske sprog og kan derfor ikke indstilles til ansøgning om surrogatplads i DK. Oplyste [direktøren for det sociale område] om, at jeg sender en anmodning til Departementet om at hjælpe til med at finde en surrogatplads til [A] og om betalingstilsagn om 50 % af udgifterne dertil. Endvidere skal jeg anmode [Leder B] og [Leder C] i [X By] socialforvaltning om selv at sende en ansøgning med samtlige nødvendige oplysninger til Departementet.

[Dag 13]. Sendte mail til [Leder B] og [Leder C] i [X By] om, at de skal kontakte Departementet vedrørende surrogatplads til [A], idet jeg sendte ansøgning om hjælp til Departementet derom d. [dag 12].

[Dag 13]. Modtog mail fra Departementet [der] oplyste om at Departementet ikke har modtaget ansøgning om hjælp til surrogatplads til [A] fra [X By] socialforvaltning.

[Dag 13]. Sendte mail til Departementet med anmodning [om] betalings-tilsagn om at yde 50 % af udgifter ifbm etablering af surrogatanbringelses-sted til [A].

[Dag 13]. Sendte mail med uddybende oplysninger til Departementet om baggrunden for anmodning til Departementet om at hjælpe til med at finde surrogatplads til [A] i Grønland, hvor jeg medsendte Retsudskrift fra Kredsdommeren […] som fil.

[Dag 16]. Departementet […] sendte mail med oplysninger om, at hun vil give svar på ansøgning om surrogatplads til [A], når hun har snakket med deres afdelingsleder, […].

[Dag 16]. Anmodning pr. mail til [Leder C] og [Leder B] i [X By] om, at de også selv må sende en ansøgning til Departementet om surrogatplads til [A]. [Leder C] svarede med, at de selvfølgelig vil indsamle oplysninger og sende en ansøgning til Departementet om at være behjælpelig med at finde en surrogatplads til [A]. Og at [Leder C] vil sende denne med cc til mig.

[Dag 17]. Departementet sendte forslag om, at der kan etableres surrogatplads til [A] i Apussuit [skisportssted ved Maniitsoq, min bemærkning].

[Dag 18]. [Leder C] sendte flere siders sagsakter vedrørende [A] til Departementet i stedet for at sende et kort resume af baggrundsoplysninger om [A].

Afslutningsvis skal det oplyses, at [Leder C] i [X By] blev oplyst pr. mail om, at de selv skal lave overslag over budgettet, hvis de skal bruge Apussuit samt personaleudgifter.

[Leder C] blev informeret om, at Departementet er indstillet på at samarbejde om at lave et overslag, og [at] Departementet vil være behjælpelig med at finde personale.

[Leder C] i [X By] er i tvivl om, hvorvidt Apussuit er velegnet. Jeg oplyste [Leder C] pr. mail om, at det er vigtigt, at de laver planlægning over Apussuit, idet de skal have dokumentation, hvis socialforvaltningen i [X By] vurderer, at det ikke er forsvarligt at anvende Apussuit som surrogatan-bringelsesplads.

[Dag 22]. [Direktøren for det sociale område] meddelte d. [dag 22] den sørgelige oplysning om, at [A] havde begået selvmord i Anstalten omkring 15.00. Den voldsramte, som afgik ved døden, var blevet begravet […]”

Ved breve af 8. oktober 2014 og 18. november 2014 fremsendte jeg kommunens udtalelse (redegørelsen) til Politimesteren i Grønland og Kriminal-forsorgen i Grønland, idet jeg anmodede disse myndigheder om deres eventuelle bemærkninger til sagen.

Ved brev af 12. januar 2015 fremkom Kriminalforsorgen i Grønland med sine bemærkninger til sagen. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”FN’s børnerettighedskonvention […] fastslår, at anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn kun må bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum. De Europæiske Fængselsregler (regel 11.1.) har fulgt konventionen op med en bestemmelse om, at børn under 18 år ikke må frihedsberøves i et fængsel for voksne, men i en institution, der er særligt indrettet til formålet. Disse internationale standarder bør efter Kriminalforsorgens opfattelse tages alvorligt. Anstalterne er ikke særlig egnet til at huse mindreårige tilbageholdte eller domfældte, og det er derfor vigtigt, at der findes velegnede socialpædagogiske institutioner uden for Kriminalforsorgen, som muliggør surrogatanbringelse af mindreårige efter retsplejelovens § 361, stk. 2, nr. 3, om ophold i egnet hjem eller institution. Efter at Selvstyret i 2014 har indrettet en sikret institution for unge i Sisimiut, må mulighederne for surrogatanbringelse af mindreårige anses for at være tilfredsstillende.

Men det er ikke nok, at der findes egnede institutionspladser. Der skal også være klare, enkle og sikre procedurer for den praktiske anvendelse af sådanne pladser, således at en kendelse om surrogatanbringelse kan følges op uden unødig forsinkelse. Sagsforløbet vedrørende surrogatanbringelse af [A] har i så henseende ikke været tilfredsstillende. Kommunens journalnotater i sagen afslører både manglende viden og indsigt, manglende rutiner samt uklarhed om kompetence og betaling – alt i alt forhold, som forsinkede surrogatanbringelsen, hvilket kan have været afgørende for sagens tragiske udfald.

Regelgrundlaget i grønlandsk socialret for håndtering af sager om surrogatanbringelse efter rpl. § 361 synes at være noget usikkert. Man har tilsyneladende valgt at læne sig op ad de danske regler, hvorefter det overlades til kommunen at iværksætte en surrogatanbringelse. Spørgsmålet er imidlertid, om det er en hensigtsmæssig praksis i Grønland, hvor kommunerne befolkningsmæssigt er væsentlig mindre end i Danmark, og hvor sager om sådanne kriminalprocessuelle surrogatanbringelser derfor optræder langt sjældnere – så sjældent, at det kan være svært for den enkelte kommune at oparbejde en viden og en rutine, som kan garantere en hurtig og effektiv fuldbyrdelse af en kendelse om surrogatanbringelse. De danske regler må ses som udtryk for den grundlæggende antagelse, at en sag om kriminalprocessuel tilbageholdelse af en mindreårig nærmest pr. definition også rummer en socialretlig sag for kommunens socialforvaltning. Det vil nok også ofte være tilfældet, men der ses ikke at være en sådan fuldautomatisk sammenhæng, at kommunen som fast rutine skal involveres i selve gennemførelsen af anbringelsen.

I Danmark kan sammenstødet mellem straffeprocesretlige og socialretlige regler i surrogatsager give anledning til uklarhed/usikkerhed og forsinkelser i sagsbehandlingen, og i praksis har man valgt at kortslutte processen i den akutte fase, jfr. følgende afsnit fra Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2007 (Rettet december 2012):

”Når politiet vurderer, at en ung skal anbringes på en sikret døgninstitution i varetægtssurrogat, retter politiet (…) henvendelse til den sikrede institution, hvor den unge ønskes anbragt. Er der ikke plads på denne institution, overtager den pågældende institution opgaven med at finde den bedst egnede alternative placering.”

Det er min opfattelse, at man i Grønland med fordel kunne lade sig inspirere af denne ordning, således at politiet i sager, hvor surrogatanbringelse kan komme på tale – eller er besluttet – tager direkte og omgående kontakt til den sikrede institution i Sisimiut (eller eventuelt til en bestemt kontaktperson i Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender) med henblik på hurtig fuldbyrdelse af en kendelse om surrogatanbringelse. Den mindreåriges hjemkommune skal naturligvis straks orienteres med henblik på en vurdering af eventuel socialretlig støtte i anledning af anbringelsen, men selve anbringelsen bør være kommunen uvedkommende. Om udgiften til surrogatopholdet skal påhvile Selvstyret eller kommunen, skal jeg ikke tage stilling til. Jeg er opmærksom på, at det fortsat vil kunne blive nødvendigt at placere en mindreårig i anstalt indtil transporten til surro-gatinstitutionen rent praktisk kan gennemføres, men det må antages at blive anstaltsplacering af meget kort varighed.

Det tilføjes, at jeg har haft en løs, uforpligtende drøftelse med repræsentanter for Departementet for Familie og Justitsvæsen om den praktiske gennemførelse af surrogatanbringelser (og fuldbyrdelse af anstaltsdomme for unge, jfr. kriminallovens § 234, stk. 2). Jeg medvirker gerne – sammen med anklagemyndigheden – ved videre overvejelser om emnet, hvis om-budsmanden eller departementet skulle finde anledning til det.”

Ved brev af 16. januar 2015 fremkom Politimesteren i Grønland med sine bemærkninger til sagen. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”Med henvisning til Ombudsmandens brev af 8. oktober 2014 […] kan jeg indledningsvis oplyse, at problemstillingen omkring surrogatanbringelse af mindreårige tilbageholdte har været genstand for drøftelser imellem Departementet for Familie og Justitsvæsen og Politimesterembedet igennem en længere periode forud for selvstyrets oprettelse af den sikrede institution i Sisimiut.

Baggrunden for drøftelserne har været en række konkrete sager, hvor det på baggrund af omfattende eller særdeles grov personfarlig kriminalitet har været nødvendigt for politiet at fremstille og få afsagt beslutning om tilbageholdelse af 15-17-årige gerningsmænd.

Det har i samtlige sager kunnet konstateres, at det har været endog særdeles vanskeligt for de implicerede kommuner at fremskaffe et tilfredsstillende tilbageholdssurrogat, således at det har været muligt at undgå, at placere den unge i en anstalt i længere tid. Det har i den forbindelse været politiets indtryk, at der ved kommunerne generelt har manglet de fornødne redskaber i forbindelse med sagsbehandlingen, ligesom det set fra politiets synsvinkel ikke i alle tilfælde har stået klart for de kommunale sagsbehandlere, hvem der internt i kommunen har haft kompetencen til at træffe beslutninger i sagerne.

Der har på den baggrund udviklet sig en praksis, hvor politiet i tilfælde af grundlovsforhør over en 15-17-årig anmoder retten om at indkalde repræsentanter fra de sociale myndigheder, såvel til fremstillingen af den unge i grundlovsforhør som til efterfølgende fristforlængelser.

Belært af erfaringer formuleres anklagemyndighedens påstand om tilbageholdelse i surrogat som, at tilbageholdelsen bør ske i surrogat, således at den pågældende overføres, så snart de sociale myndigheder har fremskaffet et passende tilbageholdssurrogat.

Fremgangsmåden er indført for at sikre, at kommunen på et så tidligt tidspunkt som muligt bliver gjort opmærksom på sin pligt til at fremskaffe en surrogatplads og får mulighed for at iværksætte arbejdet med at fremskaffe et passende tilbageholdssurrogat, og for at kommunen via sin deltagelse i retsmødet har mulighed for at få de oplysninger, herunder bl.a. om den påsigtede kriminalitet, som måtte være relevant for kommunens arbejde, uden at der skal afventes en retsbogsudskrift, som erfaringsmæssigt ikke kan forventes at foreligge i umiddelbar forlængelse af retsmødet.

Formålet med fremgangsmåden er ligeledes at give de sociale myndigheder mulighed for over for retten løbende at redegøre for, hvilke skridt man måtte have taget for at fremskaffe et tilbageholdssurrogat.

[…]

I nærværende sag har repræsentanter for socialvæsenet været til stede såvel ved grundlovsforhøret som ved fristforlængelsen. Det har i den forbindelse været tydeligt for alle de tilstedeværende, at [A] blev tilbageholdt som sigtet for grov personfarlig kriminalitet, samt hvilken opgave der påhvilede de sociale myndigheder.

Jeg stiller mig navnlig på den baggrund uforstående overfor, at kommunen på noget tidspunkt i sagsforløbet ikke skulle have været i besiddelse af de fornødne oplysninger om kriminalitetens art. Det er min opfattelse, at kommunen ved grundlovsforhørets afslutning har været i besiddelse af de fornødne oplysninger såvel om den påsigtede kriminalitets karakter, kredsrettens beslutning, samt den sigtedes identitet og alder. Jeg er i den forbindelse enig med det, som direktøren for Kriminalforsorgen i Grønland, […], har anført i sin skrivelse af 12. januar 2015 om kommunens sagsbehandling i forbindelse med sagsforløbet.

Forholdene omkring surrogatanbringelse af mindreårige er nu forbedret ved oprettelsen af den sikrede institution for unge i Sisimiut. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at problemstillinger som i nærværende sag kan blive aktualiseret igen, f.eks. i tilfælde af overbelægning på den sikrede institution eller i tilfælde, hvor sagen ikke tillader, at unge i samme sag placeres på samme institution. Der er i så fald efter min opfattelse en alvorlig risiko for, at et sagsforløb som i nærværende sag vil gentage sig.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at min opfattelse heraf bestyrkes af forløbet i en aktuel tilbageholdssag, hvor politiet i [Z By] den […] 2014 fik tilbageholdt en 18-årig mentalt retarderet mand. På baggrund af lægelige oplysninger blev [L Kommune] den [seks dage efter tilbageholdelsen, min bemærkning] anmodet om at udfinde en egnet surrogatplads til den pågældende. Kredsretten afsagde den [16 dage efter tilbageholdelsen, min bemærkning] beslutning om, at den pågældende skulle tilbageholdes i surrogat, således at den pågældende blev overført hertil så snart […] de sociale myndigheder havde fremskaffet et passende tilbageholdssurrogat.

De sociale myndigheder i [L Kommune] har i skrivende stund – på trods af henvendelser fra politiet og departementet for Familie – endnu ikke formået at finde en egnet surrogatplads til den pågældende.

Forløbet i denne sag skaber efter min opfattelse således en formodning for, at de kommunale socialforvaltninger, i tilfælde hvor en tilbageholdelse i surrogat af en mindreårig ikke kan ske på den sikrede institution i Sisimiut, tilsvarende vil have meget svært ved at løfte opgaven.

På den baggrund er det min opfattelse, at det ville være ønskeligt, hvis de kommunale procedurer omkring surrogatanbringelser – evt. med hjælp fra departementet – blev strammet kraftigt op, samt at der blev taget skridt til kompetenceudvikling af kommunernes sagsbehandlere på området.”

Ved brev af 22. januar 2015 fremsendte jeg kopi af brevene fra Kriminalforsorgen i Grønland og Politimesteren i Grønland til K Kommune, idet jeg anmodede om kommunens bemærkninger til disse breve.

I brev af 2. februar 2015 anmodede jeg Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender om at redegøre for, hvilke socialretlige regler der gælder for kommunernes håndtering af surrogatanbringelsessager vedrørende mindreårige.

Ved brev af 11. februar 2015 fremkom K Kommune med sine bemærkninger til min henvendelse af 22. januar 2015. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

”1). [K Kommune] beklager indledningsvis dybt alle de mangler, der har været i forbindelse med sagsbehandlingen af den pågældende sag, og finder det meget sørgeligt, at sagen fik et så tragisk udfald. Kommunen vil i den forbindelse påpege, at der i den periode, hvor sagsforløbet fandt sted, ikke fandtes realistiske muligheder for at anbringe [A] i en sikret døgninstitution i Grønland i henhold til Kredsrettens beslutning om surrogatanbringelse. Hverken kommunen eller Selvstyret var i stand til at finde en således sikret døgninstitution i Grønland, imens det var helt klart, at surrogatanbringelse i Danmark ville være meget traumatisk for [A] pga. [A’s] manglende kendskab til det danske sprog. Det er derfor sandsynligt at antage, at sagen formodentlig ville have fået samme tragiske udfald, selvom kommunen ikke havde begået fejl i sin sagsbehandling.

[…]

2). […]

Kommunen kan naturligvis kun fastholde sin påstand om, at socialforvaltningen fra starten ikke havde alle fornødne oplysninger om sagen.

3). Kommunen tager Politimesterens forslag til forbedring af kommunens sagsbehandling i fremtiden til efterretning, dvs. at kommunale procedurer strammes kraftigt op, og kommunale sagsbehandlere forbedrer sine kompetencer. Kommunen lægger til hver tid meget stor vægt på at forbedre grundigt og kontinuerligt sine sagsbehandleres faglige kompetencer og vil ligeledes gøre det i fremtiden.

4). Kommunen hilser Kriminalforsorgens forslag til ”kortslutning” af proceduren i forbindelse med surrogatanbringelser af mindreårige i Grønland velkommen, især [da] disse anbringelser finder sted meget sjældent, så det er svært at forvente, at kommunen vil kunne oparbejde tilstrækkelig fejlfri rutine på området – simpelthen pga. meget begrænset praksis.

Kommunen vil samtidigt påpege, at forslagets implementering tilsynela-dende kræver ny lovhjemmel i den grønlandske sociallovgivning og derfor sandsynligvis nye forskrifter på området. Disse nye forskrifter om surrogatanbringelse var ellers angiveligt under behandling i den legislative proces siden 2012, men processen er – så vidt kommunen er bekendt med – ikke afsluttet. Kommunen har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, hvorvidt eller hvornår den legislative proces vil eventuelt afsluttes. I lovforslag til den nye inatsisartutlov om hjælp til børn og unge findes der (i §§ 76-77 i lovforslaget) lovhjemmel til surrogatanbringelser på sikrede afdelinger og parallelt mulig fratagelse af kommunalbestyrelsernes beslutningskompetencer på surrogatanbringelsesområdet.

5). Imens vi venter på den nye inatsisartutlov om hjælp til børn og unge træder i kraft, vil kommunen (som allerede signaliseret herover i pkt. 3) undersøge muligheden for at udarbejde en simpel kommunal forretningsgang, der vil kunne anvendes i forbindelse med retsvæsenets beslutninger om surrogatanbringelser, el.lign. Kommunen har i forvejen godkendte forretningsgange i forbindelse med akutte anbringelser af børn, og disse kan muligvis blot tilpasses, idet behov for surrogatanbringelser typisk har en akut karakter. Samtidigt vil kommunen påpege, at effektiviteten af denne forretningsgang vil til hver tid afhænge af antal ledige sikrede døgninstitutionspladser i Grønland og af kvalitet af samarbejde med Departementet for Familier, døgninstitutionsområdet og retsvæsenet i Grønland.”

Ved brev af 27. februar 2015 besvarede Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender min henvendelse af 2. februar 2015. Det nærmere indhold af departementets svar fremgår nedenfor.