Anvisning af boliger til psykisk syge. Lighedsgrundsætningen. Handicapkonventionen

Departementet for Boliger havde overladt det til Kommuneqarfik Sermersooq at stå for anvisningen af visse selvstyreejede handicaptilgængelige lejligheder (”bundlejligheder”), således at kommunen var forpligtet til at anvise disse lejligheder til bevægelseshæmmede.

På baggrund af forskellige konkrete sager, der vedrørte psykisk syge lejere, meddelte Departementet for Boliger i september 2014 Kommuneqarfik Sermersooq, at kommunen kun måtte anvise lejligheder til bevægelseshæmmede, der ikke var psykisk syge.

Som følge af omtale i medierne blev ombudsmanden opmærksom på sagen og besluttede at iværksætte en undersøgelse af denne.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at Departementet for Boliger havde meddelt Kommuneqarfik Sermersooq, at de pågældende lejligheder generelt ikke måtte anvises til psykisk syge.

Ombudsmanden lagde herved vægt på, at det pågældende vilkår – der altså gik på psykisk syge generelt – måtte anses for at stride mod den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, som denne skulle fortolkes i lyset af handicapkonventionen (udtalelse af 21. oktober 2014, j.nr. 2014-905-0024).

Ved brev af 21. juli 2014 skrev Departementet for Boliger følgende til Kommuneqarfik Sermersooq [jeg har valgt ikke at anonymisere kommunens navn, allerede fordi min undersøgelse ikke er rettet mod kommunen, min bemærkning] om kommunens mulighed for at anvise visse selvstyreejede boliger til psykisk syge:

”Med baggrund i konkrete sager skal Departementet for Boliger hermed meddele Kommuneqarfik Sermersooq, at der er et stigende problem med psykisk syge lejere i Selvstyrets udlejningsboliger.

En del af dem støjer, forurener og virker truende. Andre skaber risiko for tab af liv eller fast ejendom. Udbryder der brand i en ejendom, vil både den psykisk syge og naboerne risikere røgforgiftning og i værste fald dødsfald. En brand kan også medføre tab af personlige ejendele for naboerne og ved manglende forsikringsdækning betydelige økonomiske tab. Hertil kommer det tab, som Grønlands Selvstyre lider ved, at dets ejendom brænder.

En beboer i […] har netop fået ophævet sit lejemål pga. støj og trusler. Han har igennem en længere periode virket så truende, at børnene ikke har turdet gå op gennem opgangen alene. En af naboerne har anmodet om at få en vakantbolig pga. den utryghed, han skaber.

En beboer i […] er samler. Han bruger at tænde stearinlys. Efter al sandsynlighed er han skyld i, at der udbrød brand i blokken for nylig. For øjeblikket bor han i en vakantbolig. Hvis han vender tilbage til en almen bolig, skal hans naboer leve i konstant utryghed.

Der findes også en teenagedreng i […] og to beboere på […], som i længere tid har skabt store problemer for deres omgivelser.

A/S Boligselskabet INI oplyser, at sagerne har været rejst over for kommunens socialforvaltning, der vurderer, at beboerne skal klare sig selv.

Grønlands Selvstyre har tidligere meddelt, at kommunen har anvisningsret til selvstyrets bundlejligheder. Vi skal hermed meddele, at kommunen fremover kun kan benytte den anvisningsret til gangbesværede ældre og handicappede, som ikke er psykisk syge. Kommunen vil miste sin anvisningsret til bundlejlighederne, hvis det sker én gang, at en bundlejlighed benyttes til en psykisk syg. Dette gælder, uanset om kommunen vurderer, at de ikke er til gene eller fare for deres omgivelser.

Ovennævnte personer hører ikke hjemme i almene boliger. Frem for at de skal fratages deres boliger efter at have modtaget advarsel og ophævelse, bør kommunen selv tage initiativet til at give dem et sted at bo, hvor de ikke skaber gener og fare for deres omgivelser, og hvor de kan få den støtte, som de har behov for.

Hvis kommunen mener, at de skal bo i almene boliger, må kommunen anvende sine egne boliger frem for selvstyrets.”

Kommuneqarfik Sermersooq forelagde Departementet for Boligers brev for Institut for Menneskerettigheder, der ved brev af 18. august 2014 afgav følgende udtalelse:

”[…]

Danmark har juli 2009 ratificeret FN’s Handicapkonvention. Grønland har i 2013 anerkendt, at konventionen også har virkning for Grønland. Det følger heraf, at Naalakkersuisut er retligt forpligtet til i sit virke at overholde konventionen.

FN’s Handicapkonvention indeholder i artikel 1 en definition af handicap, hvorefter personer med længerevarende funktionsnedsættelser anses at have et handicap, hvis deres funktionsnedsættelse i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Personer med længerevarende psykisk sygdom anses at have et handicap i konventionens forstand.

Konventionens artikel 5 forbyder diskrimination på grund af handicap. Dette forbud indebærer, at personer med handicap ikke må stilles ringere end andre, medmindre forskelsbehandlingen er sagligt begrundet og dens virkning er forholdsmæssig. I henhold til konventionens artikler 5 og 2 gælder endvidere en pligt til at yde tilpasning i rimeligt omfang for handicap.

Denne forpligtelse indebærer, at det i nogle situationer kan være nødvendigt at tage særlige tiltag for at sikre, at personer med handicap får lige mulighed for deltagelse i samfundslivet. Endelig gælder i henhold til konventionens artikel 19 en pligt til at fremme inklusion i samfundslivet, herunder til at sikre, at samfundets tilbud og faciliteter til den almene befolkning er tilgængelige for personer med handicap.

I sit brev af 21. juli 2014 til Kommuneqarfik Sermersooq skriver Departementet for Boliger, at kommunen fremover ikke må anvise Selvstyrets bundlejligheder til personer med psykisk sygdom. I henhold til brevet gælder dette forbud “uanset om kommunen vurderer, at [personerne] ikke er til gene eller fare for deres omgivelser”.

Institut for Menneskerettigheder finder det vanskeligt at se, hvordan Departementet for Boligers helt generelt formulerede afvisning af fremtidig boliganvisning til personer med psykisk sygdom er forenelig med Naalakkersuisuts forpligtelser under FN’s Handicapkonvention, herunder konventionens forbud mod usaglig forskelsbehandling på grund af handicap og konventionsforpligtelsen til at fremme inklusion i samfundslivet.”

På baggrund af forskellige artikler om sagen på KNR’s hjemmeside (medio september 2014) blev jeg opmærksom på sagen, og ved brev af 15. september 2014 til Departementet for Boliger anmodede jeg departementet om en udtalelse til sagen, herunder bad jeg departementet redegøre for, hvilke juridiske overvejelser departementet havde gjort sig i forbindelse med sin udmelding om, at de pågældende lejligheder generelt ikke måtte anvises til psykisk syge.

Ved brev af 16. september 2014 afgav Departementet for Boliger udtalelse i sagen. Af udtalelsen, der i det væsentlige er overensstemmende med et svar af 15. september 2014 på et § 37-spørgsmål af 12. september 2014 (187/2014) stillet af medlem af Inatsisartut Naaja H. Nathanielsen til medlemmet af Naalakkersuisut for boliger, fremgår blandt andet følgende:

”Deling af boligmassen mellem Hjemmestyret og Nuup Kommunea

I foråret 2005 meddelte Nuup Kommunea, at kommunen pr. 1. januar

2006 har opsagt administrationsaftalen med A/S Boligselskabet INI, hvorefter der reelt vil blive to boligadministrative enheder i Nuuk (Iserit og INI).

Kommunens opsigelse af aftalen medførte bl.a., at kommunen efterfølgende selv varetager administrationen af anvisningen af personaleboliger til eget personale, som så alene anviser personaleboliger i boliger ejet af Nuup Kommunea. Opsigelse af aftalen medførte endvidere, at anvisning af personaleboliger til ansatte med ret til anvist bolig ved Grønlands Hjemmestyre og Staten samt de underliggende institutioner og selskaber m.m. herefter sker fra boliger i Hjemmestyrets boligmasse.

Yderligere medførte opsigelsen, at kommunen nu havde 2 muligheder for at anvise boliger til handicappede (bevægelseshæmmede), ældre og gangbesværede, kørestolsbrugere samt familier med handicappede børn; kommunen kan anvise dem en bundlejlighed i kommunens boligmasse eller i Selvstyrets boligmasse.

Psykisk syge lejere

Lejere med psykiske sindslidelser er i sig selv ikke et problem. I Selvstyrets boligmasse er der givet en række lejere, der har en sindslidelse i mindre eller større grad, og som modtager den rette pleje, støtte og omsorg fra kommunen, således at de kan få en hverdag til at fungere. Dette er prisværdigt, og der er ingen tvivl om, at disse personer er meget velkomne som lejere hos Selvstyret.

Problemet opstår, hvor lejere med svære psykiske lidelser ikke modtager den fornødne eller rette pleje, støtte og omsorg fra kommunen. Disse personer er ofte overladt til sig selv og nærmiljøet. Departementet har ved flere lejligheder fået oplyst af INI, at boligselskabet oplever stigende problemer med psykisk syge i Selvstyrets udlejningsboliger, der kræver en del sagsbehandling, fordi der kommer klager fra naboer til de psykisk syge. INI oplyser, at de har problemer med at sikre, at kommunen yder den fornødne hjælp til de psykisk syge, og dermed reelt kun står med muligheden for at udsætte den syge fra lejeboligen.

Foranlediget af et personligt fremmøde fra en lejer, der var nabo til en psykisk syg, tog Departementet for Boliger problemstillingen op med INI med mail af den 17. juni 2014.

Den 26. juni 2014 oplyste A/S Boligselskabet INI, at der var 6 svært psykisk syge personer i Selvstyrets boliger i Nuuk, som var til grov gene for sine naboer og omgivelser. Der er tale om personer, der ikke er egnet til at bo for sig selv, men burde være anbragt i et bofællesskab eller institution under opsyn.

Derfor har INI bedt Departementet for Boliger om at rejse problemstillingen over for Kommuneqarfik Sermersooq. INI har oplevet, at kommunen vurderer, at de psykisk syge skal klare sig selv. Dette på trods af, at de psykisk syge i nogle tilfælde gennem lang tid truer deres naboer og kan være til fare for sig selv og deres omgivelser, ligesom de risikerer at påføre ejendommen skade (eksempelvis ved brand og/eller hærværk mod installationer).

I de tilfælde, hvor en psykisk syg opfører sig truende over for sine naboer og er til fare for sig selv, eller de udgør en trussel for tab af liv eller ødelæggelse af fast ejendom, og hvor kommunen ikke hjælper den psykisk syge, har INI ikke anden mulighed end at sætte den psykisk syge ud af lejligheden.

Det er ikke nogen let sag at udsætte en lejer fra en bolig – det sker først efter gentagne klager fra flere naboer og velunderbygget dokumentation over for kredsretten. Der går lang tid, hvor op til mange naboer lever i angst, og hvor deres bolig ikke er den trygge ramme, som en bolig skal være.

FN’s Handicapkonventions artikel 5 forbyder diskrimination på grund af handicap. Dette forbud indebærer, at personer med handicap ikke må stilles ringere end andre, medmindre forskelsbehandlingen er sagligt begrundet, og dens virkning er forholdsmæssig. I henhold til konventionens artikler 5 og 2 gælder endvidere en pligt til at yde tilpasning i rimeligt omfang for handicap.

Faktisk har kommunen pligt til at yde de psykisk syge en hjælp. Dette fremgår af handicapforordningen og FN’s handicapkonvention. A/S Boligselskabet INI har som boligadministrator hverken den fornødne ressource eller faglige viden til at hjælpe de psykisk syge. Derfor henvender INI sig til kommunen om anmodning om hjælp i sager, hvor der er psykisk syge involverede – men kommunen gør ikke tilstrækkeligt.

Departementet finder, at Kommuneqarfik Sermersooq ikke yder tilstrækkelig hjælp til nogle af de psykisk syge, således at de bliver hjulpet i tide. Frem for at de psykisk syge får frataget deres bolig efter at have modtaget advarsel og ophævelse, bør kommunen tage initiativ til at give dem den fornødne hjælp, hvis det er muligt, så de kan blive boende, alternativ et sted at bo, hvor de ikke skaber gene og fare for deres omgivelser, og hvor de kan få den støtte, som de har behov for.

Det fremgår af § 75 i landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger, at ”Udlejer kan straks hæve lejemålet, når lejeren udøver en adfærd, som er til alvorlig gene for ejendommen, udlejer, dennes ansatte, andre lejere i ejendommen eller andre, der lovligt færdes i ejendommen, herunder når:

1) Lejeren udøver eller truer med fysisk vold over for de pågældende personer

2) Lejerens adfærd kan være til fare for ejendommen eller de pågældende personer, herunder på grund af anvendelse af våben eller opbevaring af farlige materialer i det lejede.”

Lejerne i Selvstyrets udlejningsboliger har krav på, at de og deres børn kan færdes trygt i og omkring deres hjem. Udlejer har pligt til at drage omsorg for, at udlejers boliger er et trygt sted at være, både for voksne og børn.

Anvisningsret til bundlejligheder

Kommuneqarfik Sermersooq har og har haft anvisningsretten til bundlejlighederne i Selvstyrets ejendomme. Disse boliger skal anvises til handikappede (bevægelseshæmmede), ældre og gangbesværede, kørestolsbrugere og ikke mindst familier med fysisk handicappede børn.

Det er en tillidssag, når Selvstyret på denne måde afgiver retten til at anvise disse boliger til kommunen. Det er desto mere skuffende, når kommunen vælger at anvise boligerne til andre end målgruppen. Det tangerer til ansvarssvigt, når kommunen så vælger at anvise bundlejligheder til personer med svære psykiske lidelser og efterfølgende ikke yder dem den fornødne eller rette pleje, støtte og omsorg.

Disse personer er ofte overladt til dem selv og nærmiljøet. Desværre kan det medføre fatale situationer, når de svært psykisk syge ikke modtager tilstrækkelig eller korrekt pleje, støtte og omsorg. I de sidste par år har vi desværre måtte opleve lejlighedsbrande, hvor svært psykisk syge har sat ild til deres bolig.

Dette kunne have ført til tab af naboernes liv, men heldigvis har der kun været tale om materielle skader og ødelagte ting. Skaderne har dog været omfattende, idet de psykisk syge har beboet bundlejligheder, og ilden har spredt sig opad i bygningerne. Således har flere nabofamilier måtte bo vakant i flere måneder, mens deres bolig bliver renoveret efter sod, røg og vandskade. Enkelte af lejerne har ikke haft indboforsikring, så de har mistet stort set hele deres indbo, tøj mv.

Departementet er helt klar over, at de psykisk syge er havnet i en situation, hvor de handler desperat eller handler uden viden om konsekvens af deres handling. Dette kunne måske være undgået, såfremt de ansvarlige og rette instanser havde ydet dem den fornødne eller rette pleje, støtte og omsorg.

Når psykisk syge udsættes fra deres boliger, er der ofte oparbejdet en stor huslejerestance. Herudover vil der ofte også være materielle skader på det lejede. INI har den 11. september 2014 fremsendt udskrift af én sag til illustration af en sag med en psykisk syg […]. Heraf fremgår, at lejligheden har været udsat for betydeligt hærværk. Der er således ikke kun tale om chikane af naboer, men også direkte ødelæggelser af ejendom. Foruden oparbejdelse af restancer, bliver der også en stor regning at betale for genopretning af lejligheden. Der bliver vel at mærke tale om en restance, som de psykisk syge ikke kan betale. Dermed bliver boligafdelingen belastet med udgifterne.

Dermed er det de øvrige lejere, der over deres husleje bliver belastet af restancerne og genopretning af ødelæggelserne. Under Inatsisartuts forårssamling 2010 behandledes et forslag om udlægning af handicapområdet til kommunerne. Inatsisartutforordning nr. 10 af 31. maj 2010 om ændring af landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap (udlægning af handicapforsorgen til kommunerne).

Et enigt Familieudvalg indstillede, at forslaget blev fremmet til vedtagelse. Ændringsforslaget fastsætter herefter et regelsæt, som kommunerne skal følge ved deres administration af handicapområdet. Endvidere indføres der hjemmel til, at Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler for en række forhold på handicapområdet. Det er hensigten, at Naalakkersuisut skal udnytte hjemlen til at udstede en ny bekendtgørelse om hjælp til personer med vidtgående handicap.

Foranlediget af ovenstående, særligt INI’s frustrationer i forhold til manglende hjælp til de psykisk syge fra kommunens side, har Departementet således kontaktet Kommuneqarfik Sermersooq ved brev af den 21. juli 2014.

Det kan afslutningsvis oplyses, at INI pt. kører 2 sager ved kredsretten for at få udsat 2 psykisk syge i Nuuk, da de er til stor gene for deres naboer. Kommuneqarfik Sermersooq foretager sig ikke noget i forhold til de psykisk syge, og INI har ingen anden mulighed end at søge at udsætte de psykisk syge fra deres boliger.”

Jeg udtaler herefter:

”1. Afgrænsning af min undersøgelse samt præsentation af retsgrundlaget af betydning for bedømmelse af sagen

Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt det er i overensstemmelse med gældende ret, at Departementet for Boliger ved sit brev af 21. juli 2014 har pålagt Kommuneqarfik Sermersooq generelt ikke at anvise visse selvstyreejede boliger, over hvilke kommunen af departementet har fået tillagt anvisningsret, til psykisk syge.

I det anførte brev er det følgende passus, der har interesse:

”[Departementet] skal hermed meddele, at kommunen fremover kun kan benytte den anvisningsret til gangbesværede ældre og handicappede, som ikke er psykisk syge. Kommunen vil miste sin anvisningsret til bundlejlighederne, hvis det sker én gang, at en bundlejlighed benyttes til en psykisk syg. Dette gælder, uanset om kommunen vurderer, at de ikke er til gene eller fare for deres omgivelser.”

Departementet for Boliger er som en del af den offentlige forvaltning underlagt de forvaltningsretlige principper om saglig forvaltning, som gælder for denne. Dette gælder for departementets myndighedsudøvelse, men også – i vidt omfang – for departementets udøvelse af anden (privatretlig) virksomhed, jf. for eksempel Vestre Landsrets dom af 28. juni 2007 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 2007, side 2522 ff.).

At Departementet for Boliger er underlagt de forvaltningsretlige principper om saglig forvaltning, medfører blandt andet, at departementet er bundet af lighedsgrundsætningen. Lighedsgrundsætningen forbyder, at i alt væsentligt ens sager bliver behandlet retligt forskelligt, jf. for eksempel Jon Andersen i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 340 ff.

Af betydning for bedømmelsen af denne sag er endvidere handicapkonventionen, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 35 af 15. september 2009 af FN-konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap. Konventionen har gyldighed for Grønland. Konventionen, der som anført af Institut for Menneskerettigheder også omfatter personer med ”langvarig psykisk funktionsnedsættelse”, jf. konventionens artikel 1, er ikke inkorporeret i dansk eller grønlandsk ret, men anses for en relevant retskilde ved beskrivelsen af retstilstanden i Danmark og Grønland, jf. nærmere Justitsministeriets betænkning 1546/2014 om inkorporering m.v. inden for menneskeretsområdet, side 34 ff.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af handicapkonventionen (B 194/2008-09), at Danmark ved ratifikationen påtager sig en folkeretlig forpligtelse til at indrette sin lovgivning og sin administrative praksis således, at konventionens krav opfyldes.

Som også anført af Institut for Menneskerettigheder er ikke mindst konventionens artikel 5 af relevans ved bedømmelsen af denne sag. Bestemmelsen lyder således:

”Lighed og ikke diskrimination

1. Deltagerstaterne anerkender, at alle er lige for loven, og at alle uden nogen form for diskrimination har ret til lige beskyttelse og til at drage samme nytte af loven.

2. Deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimination på grund af handicap og skal sikre personer med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af enhver grund.

3. Med henblik på at fremme lighed og afskaffe diskrimination skal deltagerstaterne tage alle passende skridt til at sikre, at der tilvejebringes rimelig tilpasning.

4. Særlige foranstaltninger, der er nødvendige for at fremskynde eller opnå reel lighed for personer med handicap, anses ikke for diskrimination i henhold til denne konvention.”

Det fremgår af de særlige bemærkninger til beslutningsforslaget, at bestemmelsen blandt andet fastslår, at deltagerstaterne skal anerkende, at alle er lige for loven samt forbyde enhver diskrimination på grund af handicap.

Af de særlige bemærkninger fremgår videre følgende:

”Det er et fundamentalt princip i dansk ret, at alle mennesker er lige for loven. Personer med handicap nyder derfor samme rettigheder og beskyttelse efter lovgivningen som andre borgere.

Offentlige myndigheder er bundet af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der indebærer, at lige forhold skal behandles lige for loven. Offentlige myndigheder må således ikke foretage usaglig negativ forskelsbehandling af personer med handicap.”

Som det tydeligt ses af de citerede bemærkninger, får handicapkonventionen på handicapområdet således relevans for forståelsen af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

2. Begunstigelsen af bevægelseshæmmede til at få anvist ”bundlejligheder”

Jeg har forstået det sådan, at Departementet for Boliger har overladt det til Kommuneqarfik Sermersooq at stå for anvisningen af visse typer af de selvstyreejede boliger i kommunen, nemlig de såkaldte ”bundlejligheder”, det vil sige lejligheder, der er handicaptilgængelige. Jeg har videre forstået det sådan, at Departementet for Boliger oprindeligt har fastsat det som et vilkår for kommunens anvisningsret, at disse lejligheder skal anvises til mennesker, der overordnet set må anses for at være bevægelseshæmmede (handicappede, ældre, gangbesværede, kørestolsbrugere og familier med fysisk handicappede børn, jf. departementets udtalelse af 16. september 2014).

At departementet reserverer de pågældende lejligheder til nævnte personkreds, har jeg ikke bemærkninger til. Det er således efter min opfattelse sagligt at reservere de omtalte lejligheder til mennesker, der i en eller anden forstand er afhængige af handicapvenlige forhold. Det forhold, at en vis gruppe mennesker i forhold til andre er afhængige af de pågældende lejligheder, gør, at der er et legitimt argument for, at anse sagerne som ikke i alt væsentligt ens, hvorfor lighedsgrundsætningen ved begunstigelsen af førstnævnte gruppe derfor ikke krænkes.

3. Udelukkelse af psykisk syge til at få anvist ”bundlejligheder”

Imidlertid er det spørgsmålet i denne sag, om Departementet for Boliger som meddelt i sit brev af 21. juli 2014 kan fastsætte vilkår om, at kommunen ikke må anvise de pågældende lejligheder til psykisk syge – selvom disse måtte være bevægelseshæmmede. Med andre ord er det spørgsmålet, om lighedsgrundsætningen krænkes ved generelt at udelukke mennesker, der er bevægelseshæmmede, fra at få anvist ”bundlejligheder” – alene med det argument at de måtte være psykisk syge. For at undgå en krænkelse af lighedsgrundsætningen ville det kræve, at der var et legitimt argument for generelt at anse boliganvisningssager for psykisk syge mennesker som afgørende forskellige i forhold til andre anvisningssager.

Dette mener jeg ikke er tilfældet. Alene det forhold, at man er psykisk syg, stiller en ikke anderledes end andre lejere. Det er herefter vanskeligt for mig at se, at Departementet for Boliger over for Kommuneqarfik Sermersooq kan fastsætte vilkår om, at "bundlejligheder” aldrig kan anvises til psykisk syge. Det helt blotte forhold, at man har en psykisk sygdom kan efter min opfattelse ikke indgå som et – negativt – sagligt kriterium i anvendelsen af lighedsgrundsætningen ved tildelingen af de pågældende lejligheder.

Denne opfattelse af lighedsgrundsætningen understøttes også af handicapkonventionens artikel 5, herunder bemærkningerne til bestemmelsen i folketingsbeslutningsforslaget, jf. nærmere ovenfor, afsnit 1.

4. Departementet for Boligers argumentation for at udelukke psykisk syge fra at få tildelt ”bundlejligheder”

Departementet for Boliger har i sit brev af 21. juli 2014 til Kommuneqarfik Sermersooq og i sin udtalelse af 16. september 2014 til mig henvist til flere sager om psykisk syge, der ikke har kunnet fungere i selvstyrets boliger, herunder har raseret disse og har været til alvorlig ulempe for de øvrige lejere. Jeg må forstå det sådan, at det med udgangspunkt i disse sager er departementets opfattelse, at der herefter er et sagligt grundlag for at fastsætte vilkår om, at kommunen helt generelt ikke må anvise de omhandlede lejligheder til psykisk syge. Med andre ord forstår jeg departementet således, at nævnte sager medfører, at anvisning af ”bundlejligheder” til psykisk syge adskiller sig fra andre anvisningssager på en sådan måde, at lighedsgrundsætningen ikke overtrædes.

Departementet for Boliger kan naturligvis i sine vilkår for kommunens anvisningsret forudsætte (og kommunen kan ved anvisningen sagligt lade indgå), at de omtalte lejligheder ikke udlejes til personer, der ikke kan overholde gældende lejeretlige regler. Det gælder både i forhold til psykisk syge lejere som øvrige lejere.

Det er dog vigtigt at fastslå, at skønnet i anvisningsretten ikke må afskæres. Med andre ord må der ikke fastsættes retningslinjer for, at lejlighederne generelt ikke må anvises til psykisk syge. En sådan generel afskæring vil som nævnt ovenfor være en overtrædelse af lighedsgrundsætningen (som denne også skal forstås i lyset af handicapkonventionen).

Den skønsmæssige anvisning af ”bundlejlighederne” må således foretages helt konkret, hvorunder den pågældende lejers mulighed for at kunne bebo lejligheden må vurderes. Denne vurdering vil have fokus på lejerens adfærd m.v. – og ikke direkte om lejeren er psykisk syg.

5. Sammenfatning

Jeg finder det samlet set kritisabelt, at Departementet for Boliger i sit brev af 21. juli 2014 – som man klart må læse brevet – meddelte Kommuneqarfik Sermersooq, at ”bundlejligheder” generelt ikke må anvises til psykisk syge. Udmeldingen fra Departementet for Boligers side er efter min opfattelse klart i strid med de regler om saglig forvaltning, som departementet er underlagt.

Jeg bemærker, at jeg ved fastsættelsen af kritikgraden har taget hensyn til, at Departementet for Boliger i sin udtalelse af 16. september 2014 til mig har udtalt, at ”Lejere med psykiske sindslidelser […] i sig selv ikke [er] et problem”, og at ”disse personer er meget velkomne som lejere hos Selvstyret”.

Jeg forstår umiddelbart de anførte bemærkninger sådan, at departementet – trods sit brev af 21. juli 2014 – har en forståelse for, at anvisningsretten skal administreres konkret og ud fra saglige og lovlige kriterier.”