I den senere tid har jeg modtaget henvendelser fra journalister, der har ønsket at få oplyst, hvorledes jeg forholder mig til dels sagerne om afskedigelse af topfolk i centraladministrationen, dels sagen om ansættelse af en presserådgiver ved Formandens Departement.

Jeg er endvidere i gårsdagens Atuagagdliutit blevet opfordret af Transparency Greenland til at kulegrave retschefs- og presserådgiversagerne ved af egen drift at iværksætte undersøgelser af disse sager.

Jeg vil ikke her forholde mig til de konkrete sager, men blot bemærke, at ombudsmandslovens udgangspunkt er, at jeg behandler sager på baggrund af indgivne klager. Dette udgangspunkt gør sig ikke mindst også gældende i sager, hvor der er en part, der har en såkaldt retlig interesse, dvs. har en væsentlig egeninteresse i sagen. I for eksempel afskedigelsessager er det således den afskedigede, der har en retlig interesse i sagen. Udgangspunktet i sådanne sager er, at jeg, også af hensyn til parten, alene vil overveje at foranstalte en ombudsmandsundersøgelse, hvis parten klager til mig. Undersøgelser i sådanne sager vil jeg således – som udgangspunkt – ikke iværksætte af egen drift.

Jeg bemærker videre, at jeg som altovervejende udgangspunkt ikke behandler sager, der endnu ikke er færdigbehandlede af forvaltningen. I for eksempel en ansættelsessag går jeg således ikke ind i sagen, før forvaltningen har truffet egentlig afgørelse om ansættelse. At jeg ikke går ind i sager, der endnu ikke er færdigbehandlede af forvaltningen, skyldes, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis en sag på samme tid behandles af to forskellige instanser. Før forvaltningen har afsluttet sagen, kan det jo ikke afvises, at denne får en anden udgang end den, man umiddelbart forventer.

Vera Leth